Kritisk debat om Facebook: »God vind med de glade budskaber«

Michael Svane, Sjællands Familielandbrug, ironiserede på Familielandbrugets årsmøde over Lone Andersens brug af sociale medier.

Næstformand i Sjællandske Familielandbrug Michael Svane stillede ved Familielandbrugets årsmøde i Vingsted kritisk spørgsmålstegn ved, om den form for synlighed, familielandbrugets formand Lone Andersen praktiserer bl.a. på Facebook, er dét, der skal til, for at skabe positiv synlighed og skaffe nye medlemmer til Familielandbruget.

»Jeg kommer fra Sjælland, hvor vi sidste år havde en tilbagegang i medlemstallet på 16 pct. Det gør, at man godt kan blive frustreret og sur og spekulere over, hvad det betyder,« sagde Michael Svane.

»Men har jeg taget ja-hatten på og har nu været  på de sociale medier, for at se de gode eksempler på formandens synlighed.«

Familien på storskærm

Michael Svane viste derefter på salens storskærm et udvalg af de mere personlige opslag, Lone Andersen har lagt på Facebook mellem mange andre, politiske og debatterende opslag.

Der var familiebilleder, en badetur. Et humoristisk opslag om hedeture havde Michael Svane også gravet frem.

»Ja, det er jo lige fra, hvordan det går med børnene, til Lone, der hopper i vandet, og bondemanden, der er kommet op i et fly. Og så er der noget om overgangsalder,« konstaterede en sarkastisk Michael Svane.

»Det er godt med synlighed, men nu står vi altså overfor et nyt års arbejde, så måske kan vi inspirere formandskabet med punkter, de kan tage med i en ny plan for større synlighed.«

Lang liste

Michael Svane viste derefter en lang liste på storskærmen med »et udpluk af de mange problemer, der mangler svar på.«

På listen var der store spørgsmål om bud på løsninger på diverse kriser, som gældskrise, troværdighedskrise, miljøkrise, klimakrise og generationskrise.

Og om alternativer til strukturudviklingen, kapitalisering og solidarisk gældseftergivelse.

Om låneftergivelse til storlandbruget, omfordeling af EU-støtten, holdninger til landbrugspakke, Jordbrugsfond og Naturfond, og om »uklare signaler om fødevaresikkerhed/MRSA."

»Tag udgangspunkt i listen og lad jer inspirere. Men ellers: God vind med de glade budskaber,« sluttede Michael Svane bidende sit indlæg.

Køb en kalv

Morten Laursen, formand for Østjysk Familielandbrug, var til gengæld fuld af anerkendelse over, at Lone Andersen i det hele taget er blevet aktiv på de sociale medier.

»Du er virkelig blevet synlig, både på Instagram og på Facebook, som jeg selv tidligere har opfordret meget til,« sagde han.

»Jeg synes, I alle skulle følge i Lones fodspor. Tag nogle fotos hjemme fra bedriften og læg på Facebook, det er noget, der hitter, og det viser, at folk virkelig har misforstået det, hvis de tror, vi mishandler vores dyr,« sagde Morten Laursen, der selv næsten dagligt lægger opslag på Facebook med videoer og fotos af sine kalve.

»Jeg har også foreslået Martin Merrild at få en lille kalv, som han kan lade sig fotografere sammen med. Men det har vist ikke haft effekt,« tilføjede Morten Laursen.

Hækkerup til undsætning

Lone Andersen valgte ikke at kommentere Michael Svanes indlæg, men det gjorde til gengæld Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

»Det er en fornøjelse at opleve en formand, der i den grad sætter jeres politiske dagsorden og debatter på Facebook. Uanset hvor, vi sender hende hen, så kæmper hun jeres sag, også på de sociale medier. I skal være stolte af Lone,« sagde Karen Hækkerup.

Emneord

Familielandbruget

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle