Kurator: AC Farmings sammenbrud skyldes svineprisen

Det var manglende kapitalberedskab og udefra kommende faktorer, der gav aktielandbruget problemer.

"AC Farming synes at have overholdt bogføringsloven", "selskabets økonomistyring har været tilstrækkelig", og "selskabet har løbende afregnet moms og A-skat".

Sådan lyder det i en statusoversigt fra advokaterne i DLA Piper, der er kurator i konkursboet AC Farming A/S her godt et år efter, at AC Farming selv indgav konkursbegæring 11. september 2018.

Advokaterne bider desuden mærke i, at svinenoteringen var faldende henover vinteren 2017-18 og i 2018 frem til konkursen. I uge 36 i 2017 var svinenoteringen 10,80 kr. pr. kg, mens den et år senere var faldet til 8,70 kr.

På den baggrund skriver kurator, at ”selskabets økonomiske problemer blev således i vidt omfang påvirket af udefra kommende forhold”.

”Dette kombineret med, at selskabet og koncernen havde vækstet voldsomt siden etableringen og ikke havde det fornødne kapitalberedskab til at imødegå et sådant fald i afsætningspriserne, medførte det økonomiske sammenbrud og den efterfølgende konkurs.”

INGEN GRUND til sag mod ledelsen

Som følge heraf finder kurator "ikke at ledelsen har foretaget handlinger i perioden op til konkursen, som kan karakteriseres som groft uforsvarlig forretningsførelse, og at der "ikke er grundlg for at indlede en sag om konkurskarantæne mod selskabets ledelse".

Ifølge kurator har ledelsen af AC Farming bestået af:
- Jan Rodenberg (fratrådt 21.12.2017)
- Jan Daugaard Pedersen (fratrådt 14.9.2017)
- Carsten Lund Thomsen (fratrådt 14.9.2018) og
- Malthe Christoffer Holst (fratrådt 29.8.2018).

Manglede likviditet

Helt konkret blev konkursen udløst af manglende likviditet som følge af den hårde tørke sidste år, der tog toppen af høsten, at smågriseprisen var faldet til under 300 kr., og at AC Farmings byggeri af en ny og moderne løbeafdeling og renovering af gamle stalde til i alt 1.100 søer i Riis ved Give - den såkaldte ’Sorte Diamant’.

De tre faktorer trak store veksler på selskabets økonomi.

Markant stigning i svinepris siden konkurs

I året der er gået efter AC Farmings konkurs er både svinenoteringen og smågriseprisen steget markant.
Ugen før AC Farmings konkurs var svinenoteringen på 8,70 kr. kr. pr. kg., mens den nu er steget til 13 kr. Det er en stigning på 49 procent.

Og mens basisnoteringen på 30 kgs smågrise ugen før konkursen var lød på 330 kr., er noteringen fra på mandag 28. oktober på 520 kr. Det svarer til en stigning på næsten 60 procent.

Kurator oplyser, at konkursboet endnu ikke er afsluttet, og at det er umuligt præcist at angive, hvornår det forventes afsluttet.

TO LANDMÆND, EN KONSULENT OG EN INVESTOR

AC Farming var ejet af den tidligere svinekonsulent Jan Rodenberg, de to landmænd Carsten Lund Thomsen og Jonas Juhl samt investoren Jan Daugaard Pedersen. De ejede hver 25 procent af aktierne.
Kort efter AC Farming A/S's konkurs gik alle datterselskaberne også konkurs.

Selskabets historie går tilbage til 2016, hvor Jan Rodenberg i april købte de første tre ejendomme med 1.100 søer og 220 hektar i Frørup ved Christiansfeld.

SØER, SMÅGRISE, AVLSSVIN OG mere end 200 HEKTAR

Siden købte selskabet yderligere op og havde på et tidspunkt 8.300 søer, en produktion på 250.000 smågrise og 20.000 slagtesvin og ejede 2.200 hektar jord i det syd- og midtjyske.

Selskabet havde 2.300 avlssøer, der efter planen skulle levere avlsdyr til det nye avlsselskab Danish Genetics, der blev stiftet af en gruppe svineavlere, der ikke længere ønskede at være med i DanBred.

I AC Farming A/S's årsregnskab for 2017 var gælden gjort op til 351 mio. kr. og egenkapitalen til 33 mio. kr. Selskabet fik et positivt resultat på 17,1 mio. kr. efter skat.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle