Landbrugselev faldt gennem staldtag - sådan har han det i dag

Jacob Poulsen kom slemt til skade efter en arbejdsulykke. I dag går genoptræningen fremad, men udsigterne som landmand er usikre.

Kraniebrud og to mindre blødninger i hjernen, et smadret håndled på venstre arm og en brækket albue på højre arm var blot nogle af de skader, landbrugseleven Jacob Poulsen pådrog sig, da han faldt 5,80 meter ned fra et staldtag. Han arbejdede sammen med en landmand på gården. Ved et uheld trådte han på en ovenlysplade og faldt igennem og landede på betongulvet.

Godt tre måneder efter Jacobs arbejdsulykke er han begyndt at kunne klare sig selv igen, men de første dage på hospitalet var ikke nogen nem start.

»Det var træls. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne hverken gå eller noget. Jeg kunne godt bruge benene og flytte lidt rundt på dem, men der gik tre-fire dage, før jeg var oppe og stå første gang, hvor to sygeplejersker holdt mig i armene. Dagen efter prøvede jeg at gå en tur. Det var dejligt at kunne gå, men det var pisse irriterende at skulle have hjælp til det, for jeg ville gerne selv,« siger Jacob Poulsen.

Selv har den 20-årige landbrugselev ingen erindringer fra selve ulykken, men han husker at vågne op og være pakket ind i gips efter næsten ni døgns koma på hospitalet. Efter nogle dage bliver han sendt hjem til gården, men han kan hverken holde fast i bestikket og smøre sine egne madder og må i starten have hjælp til at komme i bad. I dag går han til rehabilitering, hvor han laver kognitive øvelser med hukommelsen og træner venstre håndled og albuen på højre arm.

»Det går stille og roligt fremad. Jeg kan bøje fingrene lidt mere på venstre arm og håndleddet kan også bøje et par flere grader. Albuen kan jeg ikke strække helt ud eller bøje, men nu kan jeg da klø mig selv i baghovedet. Det kunne jeg ikke tidligere,« siger han.

En af de ting, som Jacob har måtte sige farvel til, er hans 15-årige hobby motocross.

»Det er virkelig træls. Jeg kørte på halvhøjt plan, men det er for farligt nu, fordi der er stor chance for hjernerystelse, og det har min hjerne nok ikke godt af efter en hjerneblødning. Det kan jeg være irriteret over længe,« siger han.

Jacob Poulsen fortæller, at han har det nogenlunde godt og er temmelig optimistisk med genoptræningen. Selv håber han, at han er helt klar igen om et halvt års tid eller mere, men på grund af ulykken ved han ikke, om han fortsætter som landbrugselev.

»Det er lidt opgivende, for mine knæ er heller ikke særlig gode, og min ryg er i forvejen dårlig. Det er træls, men så må jeg se, om der er noget andet, der er spændende. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers kan blive, men jeg er optimistisk,« siger han.

Efter arbejdsulykken skrev hans mor, Charlotte Poulsen, et åbent brev til Arbejdstilsynet om sin søns arbejdsulykke. Hun mener, at der skal gælde de samme sikkerhedsregler for landmænd, som når tømreren skal lave det samme arbejde. Derfor ønsker hun nogle brugbare løsninger, der også er økonomisk overkommelige for landmændene.

Den 10.-11. marts holder Grindsted Landbrugsskole sikkerhedskursus i arbejdsulykker for unge landbrugselever, så de undgår at komme til skade på arbejdet i fremtiden.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle