Landmænd får en ekstra måned til at udfylde gødningsregnskaber

Som følge af covid-19 har Landbrugsstyrelsen besluttet at udskyde fristen for, hvornår landmænd skal have udfyldt gødningsregnskaberne. Miljøstyrelsen udskyder ligeledes fristen for at indsende sprøjtejournaldata.

Landbrugskonsulenterne og rådgivningscentrenes er i øjeblikket - ligesom landmænd og alle andre - udfordret af en del hjemmearbejdet som følge af corona-virussen.

Konkret har flere konsulenter svært ved at nå at indberette, hvor meget gødning landmændene har brugt i planperioden 2018/2019, og hvor meget de har sprøjtet.

Derfor har Landbrugsstyrelsen besluttet at udskyde fristen, så konsulenter og landmænd får en måned ekstra til at udfylde gødningsregnskaberne. Miljøstyrelsen udskyder fristen for indberetning af sprøjtejournaldata for landmænd, gartnere og andre jordbrugere. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

"Vi er i tæt dialog med erhvervet på grund af den nuværende situation – og det fortsætter vi med at være. Vi har blandt andet drøftet fristen for indberetning af gødningsregnskaberne, som lige nu volder konsulenterne problemer, fordi de ikke kan sidde sammen med landmanden, som de plejer. Her kan vi heldigvis hjælpe ved at give landmænd og konsulenter ekstra tid. Derfor har vi rykket fristen til slutningen af april", siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Louise Piester.

Oprindeligt var fristen den 31. marts 2020. Nu er fristen den 30. april 2020. 

Landbrugsstyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at fristudsættelsen vil komme til at påvirke sagsbehandlingen.

Fødevareministeren pointerer også i et tweet, at det er vigtigt at være "fleksibel i en særlig tid".

L&F: Dialog har virket

I Landbrug & Fødevarer glæder direktør Niels Peter Nørring sig over, at den daglige dialog med Landbrugsstyrelsens direktion nu har givet sig udslag i en måneds længere frist for gødningsregnskaber og sprøjtejournaler, fra 31. marts til 30.april.

Han ser samtidig frem til, at Landbrugsstyrelsen snarest - måske allerede i dag eller i morgen  - også melder en solid fristforlængelse ud for indsendelse af årets EU-ansøgninger. Fristen er p.t. 17. april.

Niels Peter Nørring understreger samtidig, at L&F vil genoptage drøftelserne med Landbrugsstyrelsen, hvis de meddelte fristforlængelser viser sig at være utilstrækkelige.

"Her og nu er det meget tilfredsstillende at vi har kunnet have denne gode dialog med Landbrugsstyrelsen under corona-krisen, som  påvirker alle, også de landmænd og konsulenter, der sidder og arbejder med gødningsregnskaber, sprøjtejournaler og EU-ansøgninger", siger Niels Peter Nørring.

"Vi fortsætter den gode dialog men følger stadig situaionen tæt. Viser der sig yderligere problemer, tager vi det op".

Opdateret d. 19/3. kl. 10.47 med kommentar af Niels Peter Nørring og kl. 11:38 med tweet fra ministeren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle