Landmænd tabte kamp om møller

Det er ikke lykkedes for en gruppe tidligere aktionærer i Scan Energy at overtage selskabets vindmøller, fordi bankerne ikke kunne blive enige om at nedskrive milliardgælden.

En gruppe landmænd og tidligere aktionærer i det kuldsejlede energiselskab, Scan Energy, bød for nylig et symbolsk beløb på én euro i håbet om at kunne købe vindmøllerne tilbage fra Scan Energy. Buddet blev givet på et møde i skifteretten gennem et konsortium bestående af det tyske selskab Peak Boys Renewable Energy Investment og det danske selskab Thorsager Invest, der ejer 25 procent af konsortiet.

En lodseddel

Lars Romme Jakobsen, Stubbekøbing, der er landmand og direktør i Thorsager Invest, betegnede den gang buddet som en lodseddel, og i dag erkender han, at de tabte kampen om vindmøllerne.

De havde håbet på at kunne indgå en aftale med bankerne om nedskrivning af milliardgælden, så vindmølleselskaberne kunne køre videre, men sådan skulle det ikke gå.

Konkurs

"Vi havde håbet at få det hele, men bankerne kunne ikke blive enige. Scan Energy Production og Brøndum Energy er gået konkurs, og nu er det op til kurator at afvikle vindmøllerne," siger Lars Romme Jakobsen i dag.

De to selskaber, der tilsammen havde en gæld på omkring 1,3 mia. kr. blandt andet til HSH Nordbank, Nordea og Sparbank, omfatter Scan Energys vindmølleaktiver.

Solceller

Det dansk-tyske konsortium har til gengæld overtaget to andre dele af Scan Energys aktiviteter. Det drejer sig om selskabets solcelleprojekter i Tyskland og Spanien, der er under rekonstruktion, og administrationsselskabet, der tilsammen udgør en mindre del af de samlede aktiviteter.

Arne Højgaard, der er en af de 79 oprindelige aktionærer i Scan Energy, slår over for Morsø Folkeblad fast, at det ikke er en guldkalv, de har købt, men at de håber at få økonomi ind i projektet på den lange bane, så de kan redde lidt af det hjem, de har mistet.

Landmændene tabte kampen om vindmøllerne, men til gengæld kan de glæde sig over, at de i denne omgang kun har mistet den ene euro, de gav for 'lodsedlen', som de købte for lidt over en måned siden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle