Landmandskæde vender konkurs til stor succes: Producenter strømmer til

Flere produkter og leverandører er kommet til, og med en ambition om at sælge to mio. produkter i 2020 går det yderst godt for brandet 'Landmad', der genopstod i 2019.

Det er gået stærkt for brandet 'Landmad', der i 2019 genopstod som et fødevaremærke med fokus på danske råvarer i de danske butikker.

Siden lanceringen med eget brand og etiket i juni sidste år er der kommet flere produkter og producenter til Landmad, og endnu flere er på vej, fortæller direktør Jeppe Blas Kvorning.

"Vi har fået stor positiv opmærksomhed fra forbrugerne, der har taget godt i mod vores produkter. Siden juni har vi skubbet mere end en mio. produkter gennem systemet", siger Jeppe Blas Kvorning, der med Landmad udvikler produkter, emballage og distribuerer varer for mindre danske producenter.

Siden starten er Landmad vokset fra 20 til 40 lokale producenter, der laver alt fra brød, marmelade, saft, dressinger, honning og meget andet.

"Lige nu har vi 40 producenter, der allerede har leveret varer, og øvrige 15 producenter, som vi arbejder tæt sammen med, så vi kommer til at lancere flere varer i år", fortæller direktøren, der vurderer, at de i øjeblikket er ved at færdigudvikle og designe 75 produkter, der snart er klar til butikkerne.

Blandt andet er der burgerbøffer til grillen, frikadeller, nye danske kartofler, kylling og is på vej.

"Vi har en ambition om at fordoble vores salg og nå to mio. varer i 2020", siger Jeppe Blas Kvorning.

Flere producenter kommer til

Brandet Landmad er opstået efter den tidligere konkursramte landmandskæde 'Landmad', der havde en franchisekæde af lokale købmandsbutikker landet over.

Brandet blev efter konkursen i 2017 opkøbt af ejerkredsen bag De 5 Gaarde og er nu hundrede procent ejet af godsejer Troels Holch Poulsen, ejer af Gyllingnæs Gods og bestyrelsesmedlem i Bestseller.

Tanken var, at selv helt små producenter med få produkter kunne komme ud i de større butikker.

"Der er dog flere ting, der er kommet bag på os. Blandt andet at salget er fordelt på så mange varer. Vi havde en idé om, at nogle produkter ville overskygge andre i volumen og mængde, men der er basis for et meget bredt sortiment", siger Jeppe Blas Kvorning, der fortæller at især knækbrød, saft og øl sælger rigtig godt.

"Vi troede også i højere grad, at det var os, der skulle ud og opfinde den dybe tallerken, og at det ville blive meget sværere at finde producenter, men vi er blevet meget overraskede over, at der har været så stor tilgang til os", fortæller direktøren, der oplever, at selv helt små producenter med kun ét produkt søger mod Landmad.

Kigger mod foodservice

Med en målsætning, der hedder dobbelt op på salg i 2020, skal der dog tænkes kreativt, hvis Landmad skal nå ud til flere forbrugere.

Det meste af væksten skal fortsat komme fra et større salg og større produktkatalog i de nuværende 150 butikker, der sælger Landmad-produkter.

Men Landmad kigger også på et helt nyt territorium.

"Vi skal sikre større salg i detail, for det er fundamentet for succes for de små producenter. Men nu retter vi også et blik mod restaurationsbranchen - altså kantiner og restauranter. I april starter vi et samarbejde med en dansk grossist, som gør at vi kommer til at være en del af menukortet på danske restauranter", siger Jeppe Blas Kvorning, der endnu ikke kan afsløre mere af det nye tiltag.

Faktaboks

Landmad

  • Landmad bestod tidligere af en række fysiske butikker, men denne forretning gik konkurs.
  • Brandet blev efter konkursen i 2017 opkøbt af ejerkredsen bag De 5 Gaarde, og er nu hundrede procent ejet af godsejer Troels Holch Poulsen, ejer af Gyllingnæs Gods og bestyrelsesmedlem i Bestseller.
  • I juni 2019 havde man udviklet 100 varer fra 20 producenter, der skulle sælges som et samlet mærke.
  • Produkterne sælges i 150 butikker landet over. De 130 butikker er LIDL, mens resten er lokale speicalvarerforretninger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle