Leder på danskejet farm med svinepest: Jeg følte, det var min skyld

Udvalgt til weekend: Det menneskelige aspekt må ikke undervurderes, når svinepesten rammer. Nicu Benta var leder på en danskejer farm i Rumænien, da sygdommen ramte.

Nicu Benta sidder på kontoret. Alene. Lyset er slukket. Der er bælgmørkt. Han stirrer ud i mørket. Med tomme øjne. Én eneste tanke fylder ham:

"Skyd mig. Skyd mig, så jeg kan komme væk".

To timer tidligere ringede telefonen. Det var dyrlægen fra de lokale myndigheder, der fortalte, at der var fundet afrikansk svinepest i svin fra en stald på den svinefarmen DanBred Arges i Rumænien, hvor Nicu Benta er produktionsdirektør og medejer sammen med Ionel Chiriac og de to danskere Laurids Søndergaard og Martin Agerskov.

Her to måneder senere har Nicu Benta det meget bedre. Men han er stadig mærket af oplevelsen.

Når ejerne af farmen har valgt at lade Nicu Benta fortælle om, hvordan han reagerede på meddelelsen om svinepest, er det ikke for at få medlidenhed. Det er for at sætte fokus på det menneskelige aspekt, der også er, når katastrofen rammer.

For det handler ikke bare om økonomi, sikkerhedszoner og syge dyr. Det handler også om mennesker, som reagerer forskelligt under pres.

Nicu Benta er 48 år, gift og har to børn. Han har mange års erfaring med svineproduktion og er vant til at klare lidt af hvert. Først arbejdede han fem år på Munkbro Svineavl og nu næsten 15 år som produktionsdirektør på DanBred Arges i Rumænien, som han har været med til at bygge op fra stort set ingenting, til at det i dag er en moderne veldrevet farm med 5.000 søer, 33 smågrise pr. årsso og en årlig produktion på 165.000 smågrise og 75.000 slagtesvin.

Men da meddelelsen om svinepest kom, følte han verden styrte sammen.

"Som produktionsansvarlig følte jeg, at det var min skyld. Jeg havde svigtet mit ansvar både over for de tre andre ejere og de over 100 ansatte. Jeg kunne intet sige og var fuldstændig handlingslammet", siger Nicu Benta.

"Jeg glemte helt, at vi har haft verdens bedste eksperter til at rådgive os om sikring af farmen mod svinepest. Og jeg glemte også, at det ikke er mig alene, men hele ejerkredsen, der sammen har besluttet, hvordan vi skulle sikre farmen mod svinepest".

Samtidig tænkte han på de 30.000 svin, som snart skulle aflives og begraves. Tilsammen var det et kæmpe kaos inde i ham.

"Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg blev stresset og lammet. Og jeg ønskede bare, at der var en, der ville tage boltpistolen og skyde mig, eller at en bil ville køre mig ned. Jeg ville bare væk", forklarer Nicu Benta.



Det tog fem dage at aflive og begrave alle 30.000 grise fra slagtesvinestaldene. Myndighederne havde ellers anslået, at det ville tage en måned. Grisene blev begravet i en mark to km fra staldene. Området er i dag hegnet ind. Foto: DanBred Arges

Sov kun en time om natten

Senere på aftenen vender han situationen i telefonen med Laurids Søndergaard, som understreger, at det ikke er Nicus skyld, og at ejerne står sammen og kun er stærke sammen. Hjemme er Nicus kone også til stor hjælp og støtte.

Allerede næste dag flyver Martin Agerskov til Rumænien. Om eftermiddagen går han, Ionel Chiriac og Nicu Benta staldene igennem, og sammen lægger de en plan for, hvad der skal ske og hvornår.

Det hjalp at få lagt en plan, så han kunne fokusere på nogle konkrete opgaver. Alligevel har han haft store problemer med at sove lige siden.

"De første nætter sov jeg højst en time hver nat. Man tænker på alt muligt og kan ikke finde ro. Efter nogle dage kom jeg op på at sove mellem to og fire timer", siger Nicu Benta.

I dag sover han 4-5 timer, og vågner ofte ved 3-4-tiden, står op og tænker på alt det, der skal gøres.

Han fortæller videre, at mange af medarbejderne også stadig er mærket af situationen, men klarer det fantastisk, når man tager den svære situationen i betragtning.

"Det går den rigtige vej. Jeg glæder mig over arbejdet med at sikre driften på vores sofarm, som ikke er ramt af svinepest. Det giver god mening at tage hånd om de 3.000 grise, der fødes hver uge", siger han.

Faktaboks

Svinepest og DanBred Arges

  • Mandag 21.10. Analyser giver 
mistanke om svinepest
  • Tirsdag 22.10. Myndighederne 
bekræfter fund af svinepest i 
svin fra en slagtesvinestald
  • Onsdag 23.10. Aflivning og 
begravelse af 30.000 svin starter.
  • Søndag 27.10. Aflivning og 
begravelse slutter.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle