L&F-direktør: Vi har ikke alle klimaløsningerne endnu - men vi vil finde dem

Landmændene er klar, og nogle af løsningerne også godt på vej, melder adm. direktør i L&F Anne Arhnung, der utålmodigt afventer efterårets klimaforhandlinger om landbruget.

Jordudtagning, jordudtagning, jordudtagning.

Det er remsen, som direktørene i Landbrug & Fødevarer kommer til i første omgang at lire af over for politikerne, når klimahandlingsplanerne for landbruget skal forhandles hjem i efteråret. 

For sammen med mere forskning i alt fra flybrændstof af halm til græsprotein, så er jordudtagning den mest oplagte vej til at sikre, at landbruget når målsætningen om at reducere sin udledning med 70 procent (i forhold til 1990) inden 2030 og være CO2-neutralt i 2050, mener man i L&F. 

"Vi kommer helt sikkert til at pege på jordudtagning som det aller vigtigste, og vi ser gerne at der bliver sat endnu flere penge af til det", siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F.

"Vi har ikke alle løsningerne endnu, det har man ikke noget sted i verden - men vi har sat os for at finde de her løsninger", siger adm. direktør i L&F Anne Arhnung, der også var med til den uformelle pressebriefing om landbrugets arbejde med at nå klimamålsætningen.

Der er allerede afsat to mia. kroner på finansloven sidste år til at udtage lavbundsjord i perioden 2020-2029, men L&F anslår at der i alt skal findes omkring otte mia. kr. hvis man skal udtage de 100.000 hektar, der er L&F mål.

Vanskelige forhandlinger

Til efteråret venter både forhandlinger om klimahandlingsplaner for landbruget, en grøn skattereform og til næste år også nye vandplaner. Og det bliver svære forhandlinger, venter direktørerne, der selv skal til forhandlingbordene med politikerne.

"Vi frygter dem ikke, men vi er spændte, for det er en et vanskeligt område for det drejer sig om biologiske processer. Det er måske også derfor, vi er sidst i forhold til energisektoren og andre sektorer - man har skubbet vores område, fordi det har været nemmere ved nogle af de andre", siger Anne Arhnung.

Der har ikke været mange meldinger endnu fra politikerne om, hvad landbrugsreformerne skal indeholde. I L&F er man utålmodige og vil gerne snart i gang.

"Vi kender ikke alle løsninger endnu, men lad os komme igang med noget udtagning og noget mere forskning. Vi håber, vi kan komme så langt frem på banen så hurtigt som muligt, for vi ønsker egentlig ikke at blive udskudt eller stå tilbage som dem, der ikke leverede", supplerer hun.

Til stede var ud over Anne Arhnung og klimadirektør Niels Peter Nørring også journalister fra blandt andet Altinget Miljø og Politiken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle