Lokal grovvare leverer pænt overskud, men fravælger udlodning

Nordsjællands Andel vælger at undlade udlodning. Foreningen, der især sælger hestefoder, er yderst solid.

Nordsjællands Andels Grovvareforening kører solidt lige ud, med god afstand til farlige vejkanter eller grøfter.

Det fremgår tydeligt af det seneste regnskab, hvor året sluttede ved udgangen af juni i år.

Omsætningen steg til over 210 mio. kr., et solidt løft i forhold til de seneste fem år, hvor den har ligget  i omegnen af 180 mio. kr. 

 

 

Overskuddet endte gennemsnitligt på 2,8 mio. kr., især hjulpet opad af foreningens betydelige kontante formue og finansielle indtægter.

Trods det pæne overskud bliver der i år ikke foretaget udlodning fra selskabet til de 609 medlemmer, bemærkes det i ledelsesberetningen, sådan som det skete i 2018, hvor der blev fordelt over 4 mio. kr. til andelshaverne.

Stor likvid formue

Med en egenkapitalandel på 54 procent er foreningen absolut solid, målt i forhold til landets større andelsselskaber på grovvaresiden. Samtidig havde foreningen ved årets slutningen en likvid beholdning på 74 mio. kr. - langt mere end sidste års beholdning på 59,5 mio. kr. Årets likvide forskydninger inden for grovvarehandel er dog betydelige, idet høsten jo kun sker en gang om året.

Ifølge direktør Jens Lauritsens beretning i regnskabet, steg omsætningen især på grund af de stigende mængder fra høsten sidste år. En høst, der også bød på stigende priser.

Salg af hestefoder udgør en betydelig del af omsætningen i det nordsjællandske.

Nordsjællands Andels Grovvareforening har afdelinger i Helsinge, ved Skævinge og ved Græsted. Samlet er der godt 20 medarbejdere ansat i selskabet, der indgår i det landsdækkende samarbejde DLA, Den Lokale Andel.

For det igangværende år 20/21 forventer foreningen en omsætning og resultat på niveau med det netop aflagte.

Det har i dag ikke været muligt at træffe direktør Jens Lauritsen på telefon. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle