Markederne afventer afgrøderapport fra USDA

Officielle tal for de malaysiske palmeolielagre viser en nedgang. Der er registreret rekordstore short positioner i sojaskrå.

I uge 6 nævnte vi en rundspørge vedrørende de malaysiske palmeolielagre, som indikerede, at vi kunne komme til at se pæne fald i de malaysiske palmeolielagre.

Mandag morgen kom så de officielle tal fra Malaysian Palm Oil Board, som kunne berette, at lagrene i januar måned faldt med 13 procent, og dermed to procent point mere, end rundspørgen ellers indikerede.

Det skriver Jyske Markets

Lagrene ligger nu på 1,76 mio. ton, og altså en spids under analytikernes forventninger på 1,78 mio. ton.
Alligevel er det igen i dag bekymringerne for en faldende kinesisk import, som følge af udbruddet af coronavirus, som har sit greb i prisudviklingen her til morgen, hvor palmeolien falder i omegnen af 1,5
procent.

De lave lagre er tilsyneladende allerede prist ind på nuværende niveauer, men kan alligevel godt være understøttende for priserne – ihvert fald på kort sigt.

Afventende afgrødemarkeder

USDA udgiver i morgen, deres månedlige WASDE rapport, med fokus på forsyningssituationen på de globale afgrødemarkeder. Overordnet så forventer analytikerne marginalt stigende slutlagre på
sojabønnerne, mens der forventes et fald i hvedelagrene, og status quo for majsens vedkommende.

Selvom den sydamerikanske høst af sojabønner for alvor går i gang i starten af marts, så bliver det alligevel interessant at følge om de fordelagtige vejrmarkeder kan være med til at flytte lidt på estimaterne for produktionen i hhv. Brasilien og Argentina.

Vi forventer, at markederne vil forholde sig afventende hen i mod offentliggørelsen af rapporten i morgen aften, velvidende, at det generelle nyhedsflow hurtigt kan drive priserne i den ene eller anden
retning. I forlængelse heraf, så bør det nævnes, at fondene aldrig har haft så store ”short” positioner i sojaskrå, som det var tilfældet, da de officielle tal blev offentliggjort i fredags.

Fondene holdt i fredags en short position på godt 64.000 kontrakter, og dermed højere end den seneste rekord som blev sat helt tilbage i 2006.

På oliefronten lader det til, at mødet mellem OPEC landene tidligere på ugen ikke har givet anledning til at fremrykke mødet som ellers er fastsat til starten af marts. Olien faldt 1,5 procent i fredags, og åbnede også negativt mandag morgen, men har efterfølgende rettet sig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle