Martin Merrild: "Fokuser på mennesket i stedet for nationaliteten."

På Martin Merrilds landbrug er udenlandske ansatte med til at styre den daglige drift. Men om de ansatte kommer fra Danmark, Rumænien eller et helt andet land, er ligegyldigt for L&F-formanden, der istedet kigger på kvaliteten af det arbejde, der leveres.

Dansk landbrug er afhængig af udenlandsk arbejdskraft, og samarbejdet om arbejdskraft i EU har gjort det nemmere at hente folk hjem fra udlandet. 

Lige nu er en tredjedel af de ansatte i dansk landbrug udlændinge, viser en ny rapport fra Deloitte og tænketanken Kraka, og netop det ser formanden for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild som positivt for landbruget.

»Jeg tror på internationaliseringen som vejen frem for vores branche. Men jeg ville ønske, at man ikke fokuserede så meget på nationalitet, men var bedre til at se os alle som europæere,« siger Martin Merrild.

»I landbruget arbejder man syv dage om ugen. Det er ikke for alle, og det er fantastisk, at vi kan finde så mange med lyst til landbruget fra Europa«.

Martin Merrild har selv fire rumænske ansatte på sit landbrug i Hjerm, Vestjylland, og har igennem flere år samlet gode erfaringer med de udenlandske landmænd, som til daglig står for en stor del af driften på gården.

»Vi har ikke selv søgt rumænere, men de har været gode til at tilbyde sig. To af dem har været her i over 10 år, og vi har kun haft medarbejdere, vi var glade for. De kunne for vores skyld ligeså godt komme fra et hvilket som helst andet land«, siger Martin Merrild.

»Det går mig på, når der er en kløft mellem de danske ansatte og de udenlandske. Vi kan få rigtig meget godt ud af arbejdskraft udefra, og omvendt kan vi også tilbyde rigtig gode forhold. Jeg synes, at Polen er et fantastisk eksempel på, hvor gavnende det tætte samarbejde i landbruget har været for landet, og jeg tror, at mange andre lande vil kunne få ligeså stor gavn af udveksling i arbejdskraften«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle