Medie: Kapitalfond vil købe stor biogasproducent

Pioneer Point Partners har lagt et bud på Nature Energy, der har fire biogasanlæg og flere på vej. Gasnettet sælges, hvis handelen gennemføres, til staten.

Det kommunalt ejede NGF Nature Energy, det tidligere Naturgas Fyn, kan skifte ejer. Den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners har nemlig tilbudt sig som køber.

Det erfarer TV2/Fyn, der har set et udkast til aftalen.

NGF Nature Energy har de seneste år etableret sig som en af de store spillere i biogassektoren. Deres fire, eksisterende anlæg producerer hvert år 45 mio. m3 biogas, nok til at opvarme 30.000 husstande. Flere anlæg er desuden på vej.

Pioneer Point Partners er ifølge finansmediet Bloomberg kendt for at investere i grøn energi, men også for at videresælge investeringerne igen i løbet af fire til syv år.

Pioneer har tidligere i år meldt, at de ville investere i 15-20 danske biogasanlæg med op mod en milliard kroner. Landbrugsavisen.dk har de seneste måneder gentagne spurgt ind til planerne, men uden at få svar.

Spørgsmålet er, om Pioneer har droppet planerne om decentrale investeringer i biogasanlæg for i stedet at købe den store spiller på området, Nature Energy.

Pioneers danske partner på sagen, konsulenthuset Langfristet Erhvervsfinansiering, har ikke ønsket at kommentere planerne.

Netop i disse dage skal de fynske kommunalbestyrelser tage stilling til, om de vil sælge NGF Nature Energy.

Ifølge TV2/Fyn er der - hvis det bliver et ja - udsigt til en fortjeneste til kommunerne på 335 millioner kroner.

Kritik fra bestyrelsesmedlem

Nature Energy sender varme ud i rørene i 35.000 fynske hustande og distribuerer årligt cirka 200 millioner kubikmeter naturgas.

Ifølge TV2/Fyn er det særligt biogasdelen og den kommercielle del, Pioneer Point Partners er interesseret i. Nature Energy sælger samtidig også ledningsnettet, gassen strømmer igennem. Det købes ifølge aftalen af statens Energi.

Den igangværende salgsproces møder dog skarp kritik af et bestyrelsesmedlem i NGF Nature Energy.

"Hele salget har været holdt i en meget lukket proces styret af det fynske borgmesterforum. Jeg er imod et salg, og jeg mener, at sagen minder meget om Dong-sagen. Biogasdelen er statsstøttet, og det er en støtte, man nu giver videre til et udenlandsk selskab, Jeg mener, at vi i forbindelse med vand, varme og el-forsyning bør tage samfundsmæssige hensyn og sørge for, at prisstabilitet er i fokus", siger han.

Bestyrelsesmedlemmet havde i første omgang lagt navn til udtalelserne, men har efterfølgende fået at vide, at han kan blive retsforfulgt. Han kontaktede derfor TV 2/Fyn for at få sit navn slettet.

Ingen kommentarer

TV 2/Fyn har haft kontakt til NGF Nature Energy for at få virksomheden til at fortælle om den igangværende salgsproces.

I en mail skriver bestyrelsesformand i Nature Energy, Jens Otto Dalhøj, at virksomheden ikke ønsker at udtale sig.

"Det er ingen hemmelighed, at staten ønsker at købe gasinfrastrukturen, og som vi tidligere har udtalt, har vi afsøgt mulighederne for at sælge de kommercielle dele af Nature Energy. I respekt for den demokratiske beslutningsproces og fortroligheden mellem parterne, kan vi naturligvis ikke kommentere på sagen før processen er afsluttet. Det er helt normal praksis efter den kommunale styrelsesvedtægt, da sagen indeholder oplysninger, der er kommercielt følsomme, og vi skal som kommunalbestyrelsesmedlemmer være i stand til at behandle sådanne sager i fortrolighed", skriver han til TV 2/Fyn.

Pioneer Point Partners er tidligere sat i forbindelse med en milliardstor investering i et stort fælleskommunalt ethanolanlæg i Holstebro for Maabjerg Energy Center.

Det har ikke været muligt for TV2/Fyn at få en kommentar fra administrerende direktør Jørn Zielke fra Maabjerg Energy Center til projektets status i Holstebro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle