Merrild i debat: Reduceret dansk landbrug hjælper ikke klimaet

Reduceres fødevareproduktionen i Danmark, flytter den og klimaudledningen bare til udlandet, var Martin Merrilds hovedpointe, da han og tre folketingspolitikere debatterede grøn fødevareproduktion.

"Der er en eklatant mangel på ledelse og visioner i landbruget".

Bølgerne gik højt, da mediet Altinget torsdag havde inviteret til morgendebat om den grønne omstilling i landbruget i indre København.

Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild var på scenen sammen med folketingspolitikerne Mikkel Dencker (DF), Christian Poll (ALT) og kvinden bag ovenstående citat Ida Auken (RV).

I debatten talte især Auken og Poll for en reduceret produktion af især kød af hensyn til klimaet.

Flere gange påpegede Martin Merrild, at klimaet er en global problemstilling.

"Reducerer vi produktionen her, flytter den bare et andet sted hen, som er mindre effektiv og mere udledende", lød det fra formanden.

Men det prellede af på Ida Auken.

"Landbruget kan ikke blive ved med at klynge sig til, at det er verdens bedste. Havde man tænkt sådan i energisektoren, da den startede sin omstilling, ville vi være de bedste til kul i dag", sagde hun.

Klimaplan eller ej?

Blandt publikum sad Iben Krog Rasmussen fra Tænketanken Frej, og hun ville vide, hvorvidt landbruget og politikerne ville være med på idéen om en femårig klimaplan med målsætninger - hvor politikerne så til gengæld blandede sig mindre i, hvad landbruget konkret producerer, bare det når målene.

Merrild lagde ud:

"Hvis vi sætter nogle mål, som er uopnåelige, så vil produktionen flytte et andet sted hen, men med opnåelige mål kunne det godt være", lød svaret.

DF's Mikkel Dencker var ikke meget for konkrete mål:

"Jeg er skeptisk overfor at lave firkantede mål og femårsplaner. Jeg synes, det er vigtigere med langsigtede målsætninger, fordi vi ikke kender de teknologiske fremskridt. Det kan blive meget dyrt at lave kortsigtede målsætninger", sagde han.

Mangler lederskab

Og her kommer vi til Aukens udsagn om de manglende visioner i landbruget:

"Hvis vi så et landbrug, der pegede i retning af, at ville noget nyt, så kunne jeg godt læne mig tilbage, men jeg synes ikke, at vi er der, hvor vi skal være", sagde hun og tilføjede:

"Der mangleder lederskab fra landbruget, og derfor er vi politikere nødt til at blande os - også måske mere end hvad godt er".

Christian Poll kunne godt tilslutte sig idéen om klimalov med femårige mål.

"Vi skal have en kødproduktion, men den skal meget, meget lavere".

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle