Mette F.: Vi er gået for langt i iver efter at være landbrugsland

Statsministeren fremhæver opdyrkning af hede og overdrev som områder, hvor Danmark er gået for langt

Danmark er gået for langt i sin iver efter at være et landbrugsland.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview til Danmarks Naturfredningsforening. 

- Vi har i alt for lang tid undervurderet, hvad naturen betyder for os. Nu skal vi have overbevist også den sidste landmand om, at vi skal dyrke mere bæredygtigt, og at der skal være plads til naturen, siger hun.

Statsministeren fremhæver opdyrkning af marginale jorde, dræning af lavbundsarealer og søer samt opdyrkning af heder og overdrev som eksempler på, at Danmark er gået for langt.

Indtil opdyrkningen af heden for alvor tog fart i midten af 1750'erne, fyldte den en tredjedel af Jyllands areal. I dag udgør den ifølge en opgørelse fra Miljøstyrelsen 84.789 hektar. Det svarer til under tre procent af Jyllands areal.

Mette Frederiksens ord falder, efter at hun bliver spurgt til, om hun kan leve med, "at Danmark ligger nummer sjok i Europa, når det kommer til natur". 

Ifølge en rapport fra EU's miljøagentur med titlen "State of Nature in the EU", der blev udgivet i år 2020, ligger Danmark faretruende nær bunden, når det gælder beskyttelse af naturområder og bevaringsstatus for udsatte arter af planter og dyr. 

Hvad angår gunstig status for habitatområder, altså levesteder for udsatte dyr og planter, ligger Danmark næstsidst. Kun Belgien klarer sig værre.

Når det gælder status for truede dyrearter, er Danmark femtesidst i Europa. 

Det vil statsministeren ikke leve med, siger hun.

- Vi bliver nødt til at kunne se os selv i øjnene og sige, at vi leverer en jordklode videre, der har det bedre.

Og det kræver mere natur - også i Danmark, siger Mette Frederiksen.

Regeringen nedsatte som en del af natur- og biodiversitetspakken i 2020 Biodiversitetsrådet. Rådets opgave er blandt andet at rådgive om en biodiversitetslov inden udgangen af 2022. 

Partierne bag natur- og biodiversitetspakken var Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet. 

Derudover kommer en ekspertgruppe for en grøn skattereform til efteråret med en rapport, der blandt andet har fokus på landbrugssektorens udledninger. 

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle