Millioner på vej til natur og miljø samt målrettet regulering af landbruget

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afsætte 90 mio. kroner til gavn for landbrug, natur og klima. Pengene skal bruges til at undgå oversvømmelser og forbedre modellen for miljøregulering af landbruget.

Mere jordfordeling og helhedsprojekter med mulighed for at lave eksempelvis vandparkering og restaurering af hele ådale til gavn for både naturen, miljøet og klimaet får nu en millionindsprøjtning.

Som en udløber af aftalen om målrettet regulering har regeringen og Dansk Folkeparti fordelt aftalens grønne pulje på 90 mio. kroner. 

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Ud over natur- og klimaprojekter og jordfordeling er der også afsat penge til at skabe en forbedret model for målrettet regulering. Den målrettede regulering er fremtidens miljøregulering af landbruget, som sikrer, at der bliver taget hensyn til de lokale miljøforhold. 

"mere sammenhængende natur"

Det betyder, at landmænd med jord tæt på sårbart miljø i særlig høj grad skal sikre imod udledning af næringsstoffer til vandmiljøet.

Det bidrager til at skabe muligheden for, at danske landmænd også i fremtiden kan producere kvalitetsfødevarer og samtidig overholde endnu mere ambitiøse miljømål.

"Vi styrker nu naturindsatsen, så vi kan lave projekter, der kan give mere sammenhængende natur, og vi kan lave projekter, der reducerer kvælstofudledningen ved eksempelvis at lave sårbare landbrugsområder om til natur. Samtidig styrker vi det faglige grundlag, for jo bedre og mere præcis, fremtidens målrettede miljøregulering bliver, jo mere er det til gavn for både miljøet og landmændene", siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

det siger parterne

Parterne bag aftalen om målrettet regulering, som har været med til at udmønte midlerne i den grønne pulje, udtaler:

Mette Abildgaard, miljøordfører for De Konservative:

"Vi sikrer et ekstra grønt element ved at afsætte flere midler til helhedsprojekter. Det betyder, at vi kan videreudvikle de synergiprojekter, vi kender i dag, hvor der er fokus på indsatser inden for både miljø, natur og klima. Samtidig kan helhedsprojekterne understøtte anbefalingerne fra ekspertudvalget for ændret vandløbsforvaltning om at lave helhedsplanlægning i klimafølsomme vandløbssystemer".

Lise Bech, landbrugsordfører for Dansk Folkeparti:

"For Dansk Folkeparti har det været vigtigt at sikre betydelige midler til jordfordeling, som har vist sig at være en nøgleindsats, når vi skal virkeliggøre natur- og miljøindsatser. Mere jordfordeling skaber større og bedre sammenhængende naturområder og naturfremme i forbindelse med  fx  vådområdeindsatsen, og er dermed både til fordel for naturen og den enkelte landmand".

Carsten Bach, landbrugs- og miljøordfører for Liberal Alliance:

"Med fordelingen af midlerne fra den grønne pulje har vi ramt en god balance mellem initiativer, der på kort og på lang sigt understøtter udviklingen i dansk landbrug mod målrettet regulering. Hovedparten af midlerne bruges til indsatser, der er afgørende for at få målrettet regulering til at fungere i de kommende år ved at styrke det faglige grundlag. Dermed investerer vi i en grøn fremtidssikring af dansk landbrug".

Erling Bonnesen, landbrugs- og miljøordfører for Venstre:

"Med udmøntningen følger vi sporene fra Fødevare- og landbrugspakken, og får styrket det faglige grundlag. Det er til gavn for alle, at den fremtidige regulering, som landmændene møder, bygger på et så solidt fagligt grundlag som muligt".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle