Minister fik besøg af vildsvineunger

Minister Eva Kjer Hansen fik torsdag eftermiddag et uventet besøg i haven hjemme i Henne i Vestjylland.

Torsdag eftermiddag udspillede der sig en lidt usædvanlig scene i minister Eva Kjer Hansens have i Henne i Vestjylland.

Da hendes mand kigger ud i haven ved sommerhuset render et vildsvin og dets fem unger lystig rundt og graver i jorden. Hendes mand, Jörgen Hansen Berg, der er jæger, var hurtig og fandt mobilen frem for at dokumentere besøget.

"Det var vildt at se sådan en vildsvine-familie i haven i et sommerhusområde - og så ved højlys dag. Det er en unik oplevelse, og jeg kunne tydeligt mærke, at selv om min mand er jæger, og har set vildsvin før, så er det vildt at se dem på den måde og så tæt på", siger Eva Kjer Hansen (V), der er minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde.

Ifølge vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Sønderjylland, Klaus Sloth, er der 50 til 100 vildsvin, der bevæger sig rundt i syddanmark.

Vildsvin er potentielle smittebærere af afrikansk svinepest, en sygdom der er uskadelig for mennesker og andre dyr end vild- og tamsvin, men et udbrud inden for Danmarks grænser ville øjeblikkeligt kunne lamme svineeksporten.

Delte på internettet

Billederne delte Eva Kjer Hansen allerede samme eftermiddag på Facebook. Her skrev hun til billedet: 'Vildsvineunger i haven! Dette billede er taget for et øjeblik siden i Henne. 175 km fra grænsen - ak...'. 

Opslaget har fredag morgen fået over 500 kommentarer og er delt 130 gange.

"Det har godt nok fået meget opmærksomhed", siger Eva Kjer Hansen og fortsætter:

"Jeg delte billederne, fordi jeg blev overrasket over at se dem så højt oppe i landet - 175 km fra Padborg, det er en stor naturoplevelse. Men det understreger også den store udfordring vildsvinene er, og behovet for at gøre en indsats ved vildsvineforekomsten i Danmark. Vildsvinehegnet ved grænsen et er fint tiltag, men kan bestemt ikke stå alene. Her i valgkampen handler det meget om milliarderne til velfærd, men det er afgørende, at vi har en produktion og eksport, der kan financiere vores velfærd", siger hun, der har meldt tilstedeværelsen af dyrene til Naturstyrelsen.

Vilsvinesoen går i brunst i januar. Soen er drægtig i fire måneder - og i april eller maj føder hun et kuld smågrise. Vildsvinet får store kuld på omkring seks eller syv smågrise i et kuld, men der kan være op til 12.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle