Minister lytter til L&F’s grundvandskritik

Det giver uklare signaler om grundvandets kvalitet, når der bliver målt, hvor grundvandet har størst problemer.

»Vi skal kunne stole på målinger.«

Det fastslår Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer i indledningen til et medlemsbrev fredag. Derfor glæder det også Merrild, at miljø- og fødevareministeriet nu lytter til Landbrug & Fødevarers kritik af grundvandsmålingerne og anerkender, at der er behov for mere klarhed i indberetningen af grundvandsdata til EU.

»Vi kommer ikke til at ændre, at vi er et gennemreguleret erhverv. Men da målinger af dette og hint kan have stor indflydelse på, hvordan vi bliver reguleret, så er det af enorm betydning, at målinger er objektive og saglige,« skriver han.

Landbrug & Fødevarer er optaget af, at det, organisationen siger, skal være troværdigt og dokumenteret. Det skal det også være, når myndigheder indberetter til EU, påpeger han.

»Vi må - branche og myndigheder - have en fælles interesse i, at data indberettes korrekt, og at det forklares præcist, hvad data er udtryk for.«

I sagen om grundvandsdata, har Landbrug & Fødevarer kritiseret data, og i årevis arbejdet på at få rettet op på indberetningerne i henhold til nitratdirektivet og vandrammedirektivet.

Prøver er taget hvor forureningsrisikoen er størst

Det er vildt kompliceret stof. Nitratdirektivet har til formål at følge udviklingen i landbrugets påvirkning af grundvandet med nitrat. Analyser i forbindelse med nitratdirektivet er ikke repræsentative for det danske grundvands tilstand.

Formålet med vandrammedirektivet er derimod at vurdere tilstanden på alle grundvandsforekomster i Danmark.

Status i forhold til nitratdirektivet er, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har slået fast, at de 20 procent boringer, som overskrider miljømålet, ikke er repræsentative for dansk grundvand. Tallet er flere steder blevet udlagt, som om 20 procent af grundvandet skulle have problemer i forhold til nitrat, men reelt har man taget prøver der, hvor risikoen for forurening var størst.

Ministeren giver L&F ret i, at Miljøstyrelsen ikke har været klar nok om, hvad det er for tal, de har indberettet, og hvad tallene er udtryk for, og at der skal rettes op på det.

Under 2 procent er i dårlig tilstand

I forhold til vandrammedirektivet har ministeren ifølge Martin Merrild medgivet, at man kan rejse berettiget tvivl om, hvorvidt alle de 16 grundvandsforekomster, som er indberettet i dårlig tilstand, rent faktisk er i dårlig tilstand.

Det drejer sig samlet set om under 2 procent af det samlede grundvandsvolumen. Ministeren nedsætter nu en følgegruppe med deltagelse af L&F, hvor kritikpunkter håndteres, og der derved kan komme en mere klar og retvisende indberetning.

»Det er glædeligt, at ministeriet nu lytter til Landbrug & Fødevarers kritik og anerkender, at der er behov for mere klarhed over, hvad indberetningerne dækker over,« konkluderer Martin Merrild.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle