Minister om forskel i mink-erstatning: Vi vil sikre høj agtpågivenhed

Kompensation til minkavlere er i tråd med normen for at slå besætninger ned og forskellen på udbetalingen i forhold til smittet eller ikke smittet er for at sikre en 'høj agtpågivenhed'.

Formand for Danske Minkavlere Tage Pedersen kritisererede torsdag kompensationsordningen til minkavlere, som skal have deres dyr aflivet som følge af coronasmitte og kaldte den uretfærdig og lav.

Coronaramte minkavlere får, udover erstatning for dyrene, dækket deres driftstab med 20 procent. Minkavlere, der ikke er ramt, men alligevel skal have slået deres besætning ned pga. nærhed til en smittet besætning, får dækket det fulde driftstab, samt erstatning for dyrene.

Forskellen i kompensationen undrede ligeledes oppositionspartiet Venstre og partiet har derfor kaldt Fødevareminister Mogens Jensen i samråd.

Landbrugsavisen.dk har bedt Fødevareminister Mogens Jensen om svar, på hvorfor kompensationen til ramte og ikke-ramte minkavlere er forskellig. Og det rimeligt med den forskel?

"Det er vigtigt med en retfærdig håndtering, som sikrer minkavlerne en fair løsning. Minkavlerne kompenseres således på samme måde, som vi vil behandle alle andre brancher, som rammes af husdyrsygdomme, som kræver at besætningerne slås ned. Smittede besætninger modtager mindre for deres generelle driftstab, så vi sikrer os, at der fortsat vil være en høj agtpågivenhed i forhold til ikke at få smitte ind på farmene. Det er i overensstemmelse med hidtidig praksis for andre husdyrsygdomme", siger Mogens Jensen i en mailkommentar.

Han kalder det indiskutabelt helt ulykkeligt, at kampen mod coronaen skal gå så hårdt ud over minkavlerne, der har bundet deres liv og levned op på et erhverv, der rammes ekstra hårdt af pandemien.

"Men når vi beslutter at slå de mange besætninger ned, både de smittede og de umiddelbart omkringliggende, så er det jo fordi, at sundhedsmyndighederne vurderer, at de udgør en reel risiko for smittespredning, og det skal stoppes. Det skylder vi danskerne, og det skylder vi de mange andre brancher, der også kæmper for at overleve i kampen mod coronaen", siger han videre.

Mogens Jensen mener, at kompensationen til minkavlerne er fair.

"Jeg mener, at kompensationen til minkavlerne er fair. Den ligger på niveau med, hvad vi ellers betaler besætningsejere, hvor det er nødvendigt at slå besætninger ned. Og vi har derudover givet minkejerne mulighed for at vente med at få udbetalt en del af pengene til når vi kender næste års priser på minkskind", siger fødevareminister Mogens Jensen.

Smitten fortsætter blandt minkfarmene, hvor der torsdag aften er 58 farme, der er konstateret smittet og yderligere 46 er under mistanke for smitte.

Obs. Det er tilføjet kl. 11.51, hvordan kompensationen er fordelt.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle