Minister vil dispensere fra hviletid for at sikre fødevarer

Der er føde- og dagligvarer nok, men for at kompensere for hamstring vil minister give lov til mere kørsel.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil nu dispensere fra blandt andet hviletidsbestemmelsen for at sikre forsyning af føde- og dagligvarer.

Det skriver han i mail til brancheorganisationerne på vejtransportområdet.

Dispensationen skal ifølge mailen gælde de kommende ti dage og gælder reglen om, at en chauffør ugentligt skal have et sammenhængende hvil på 45 timer eller et reduceret hvil på 25 timer. I mailen skriver transportministeren:

"Generelt har vi en høj forsyningssikkerhed af føde- og dagligvarer i Danmark, og netop nu er det mit indtryk, at der også på de centrale lagre er masser af varer".

"Som følge af de seneste dages ændrede indkøbsadfærd som følge af udmeldingerne omkring coronavirussen har distributionen ud til dagligvarebutikkerne været presset. Dette kalder på en række midlertidige initiativer særligt den kommende uges tid", skriver Benny Engelbrecht.

Ud over de ændrede køre- hviletidsbestemmelser bliver store kørekort med snarligt udløb forlænget, og virksomheder må låne chauffører ud.

Ophæver også miljøzoner

I en pressemeddelelse udsendt omkring klokken 14 fredag skriver Transport- og Boligministeriet, at man også har lempet andre regler for at gøre det lettere at få varer ud i butikkerne.

Det gælder blandt andet en midlertidig ophævelse af de miljøzoner, der holder ældre diesellastbiler uden partikelfiltre ude af de store byer.

"I denne her særlige situation skal vi gøre det så nemt som muligt at få varerne ud i butikkerne. Også om natten og i ydertimerne".

"Derfor har jeg valgt at dispensere fra reglerne i miljøzoner de næste ti dage i første omgang", skriver miljøminister Lea Wermelin (S) i meddelelsen.

Transportministeren opfordrer samtidig landets kommuner til at gøre alt, hvad de kan, for at lette leveringen af varer til landets supermarkeder.

"Hvis de enkelte kommuner har truffet beslutninger om deres vejes udnyttelse, som hindrer en hurtig og effektiv udbringning af varer, vil jeg opfordre kommunerne til midlertidigt at ophæve sådanne beslutninger", skriver transportminister Benny Engelbrecht.

Dansk Industris branchedirektør for transportsektoren, Michael Svane, skriver i en kommentar:

"Det er meget vigtige skridt for at skabe sikkerhed om forsyningen af varer til virksomheder og forretninger".

"Vi skal ikke havne i en situation, hvor vi mangler chauffører, fordi de er syge eller i karantæne. Nu bliver reglerne mere smidige i en periode. Det vil sikre, at hjulene kan holdes i gang i samfundet".

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle