Minkkommissionen er omfattende og dyr, men bydende nødvendig og vigtig

I denne uge indledtes endnu en kommission, og den skal udrede forløbet omkring nedlægningen af det danske minkerhverv. Lige så navlepillende og detaljeorienteret den er, lige så nødvendig og vigtig er den som eftersyn af de politiske processer i landets øverste politiske forsamling. Det skriver LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen.

"Vi har gennem nogen tid vænnet os til at se Inger Støjbjerg spadsere frem og tilbage fra Rigsretten og har efter temperament fulgt med i, hvad den ene eller anden involverede nu har forklaret. Rigsretten er en sjældent anvendt institution, og selv om der hvirvles megen røg op omkring den, handler den kun om én ting: Afgav Inger Støjberg (løsg.) en ulovlig ordre om at adskille asylansøgerpar eller ej?

Minkkommission, der indledte sine afhøringer torsdag i denne uge, behandler samme emnekreds, men med en væsentlig forskel: Det er kendt og erkendt, at statsminister Mette Frederiksens (S) ordre om at aflive alle mink i november sidste år blev givet uden lovhjemmel. Men spørgsmålet for kommissionen at hitte ud af er populært sagt, hvem der vidste hvad om det manglende lovgrundlag hvornår. Med særlig fokus, selvfølgelig, på statsministeren.

Modsat rigsretssagen, der jo som forløber havde Instrukskommissionen, er Minkkommissionen ikke juridisk, men alene politisk. Den er et instrument funderet og vedtaget af et flertal i Folketinget – herunder Inger Støjbergs gamle parti, Venstre.

Vi mangler altså ikke hverken kommissioner eller rigsretssager, og man kan i den grad nå kvalmegrænsen, når man ser journalister løbe spidsrod for at stille spørgsmål, som gjaldt det en fodboldkamp eller anden underholdning.

Men de er desværre nødvendige og må ikke afskrives som pengespild og Christiansborgfnidder. Tager man Minkkommissionen, behandler den således den vel nok mest dramatiske beslutning, der nogensinde er taget på landbrugsområdet, og skal som en slags demokratisk hygiejnepoliti behandle, om alt er gået ordentligt for sig. I virkeligheden en aldeles fornem mission.

Og selvfølgelig vil et væld af afhøringer hver uge fra nu og til december gøre det svært at holde tungen lige i munden som almindelig borger. Hvad er vigtigt, hvad er ikke? Hvilke udsagn betyder noget, hvilke er mindre vigtige?

Men skærer man al flommen væk og lader røgsløret fordampe, er den politiske motivation for Minkkommissionen ret klar: Fjernede Mette Frederiksen og hendes støttepartier minkerhvervet, fordi de er imod minkavl, eller fordi erhvervet truede folkesundheden?

Dette står selvfølgelig ingen steder i kommissoriet, og kommissionen vil aldrig komme til at svare på dette spørgsmål, men det er, hvad der politisk ligger bag hele indretningen.

En mur af mistanke om fordækt spil og nedlæggelse af et erhverv ad bagvejen har tårnet sig op om regeringen siden den skæbnesvangre beslutning for knap et år siden, og bliver denne mistanke yderligere bestyrket under kommissionsarbejdet, vil den ikke være sidste punktum i den sag".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle