Naturplejere har efter fem måneder ikke fået en krone udbetalt - "En farce", mener L&F

IT-problemer forsinker på 6. måned udbetalingen af naturplejetilskud. 4.700 landmænd venter på i alt 140 millioner kroner.

Fem måneder efter, at andre landmænd fik udbetalt deres EU-tilskud, har 4.700 landmænd, der driver naturpleje, endnu ikke set skyggen af deres tilskud til naturpleje for 2019.

Det oplyser Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

"Vi står i dag præcis samme sted som for fem måneder siden. Det begynder at ligne en farce", siger hun.

"Hvordan kan de blive ved med at bruge IT-problemer som undskyldning? Alle andre har under corona-krisen vist, at det kan fungere".

Føler sig til grin

Den opfattelse deler Mette Guhle, Dianalund i Vestsjælland.

Hun er en af de naturplejere, der nu i fem måneder har ventet på at få udbetalt tilskuddene til naturpleje.

"Jeg føler mig endnu mere til grin i disse corona-tider, hvor politikerne nærmest står på ryggen af hinanden for at uddele hjælpepakker", siger hun.

"Ingen af dem har travlt med at hjælpe de landmænd, som hvert år bliver holdt for nar af Landbrugsstyrelsen. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man skal få råbt politikerne op, så de forstår alvoren".

IT-problemer

Årsagen til de forsinkede udbetalinger er angiveligt problemer med indførelsen af et nyt IT-system til ansøgninger i Landbrugsstyrelsen.

Men Lone Andersen mener ikke, den undskyldning er langtidsholdbar.

"Jeg har efterhånden svært ved at tro at det er hele forklaringen. Men hvad er det så?", siger Lone Andersen.

Ledelsesansvar

Lone Andersen mener under alle omstændigheder, at det er et ledelsesansvar at sikre, at IT-systemerne fungerer.

"Sådan er det i små og store virksomheder, sådan er det på sygehusene og sådan er det i Landbrugsstyrelsen".

Ravruskende galt

"Hvis ikke Landbrugsstyrelsen kan få det til at fungere, er det måske de forkerte mennesker, eller de forkerte IT-virksomheder, der sidder med det. Der er i alt fald noget rav-ruskende galt", siger Lone Andersen.

"Det handler om ledelse, prioritering og indsats".

Dårlig kommunikation

Landbrugsstyrelsen kan formelt vente til 30. juni med at udbetale EU-tilskuddene.

Men det ændrer ikke Lone Andersens opfattelse af, at ventetiden er uacceptabel.

Hun henviser til, at Landbrugsstyrelsen løbende har givet divergerende vurderinger af, hvornår udbetalingerne ville blive indledt.

Først hed det ’til foråret, derefter ’primo maj’, og nu tegner det så til at blive medio maj, før det sker.

En mavepuster

"Det er en utroværdig kommunikation«, og hver eneste gang er det en mavepuster til landmændene, som må tilbage til banken for at forhandle", siger Lone Andersen.

Hun opfordrer Landbrugsstyrelsen til at udbetale 70-80 pct. af tilskuddene nu som a conto udbetalinger.

"Få nu de penge ud! Det skal være mit forslag. Så må de arbejde videre med sagsbehandlingen løbende ved siden af og rette dem til senest 30. juni".

"Det ved L&F godt"

I Landbrugsstyrelsen oplyser enhedschef Steen Bonde, at både sagerne med økologisk arealtilskud - hvor mange tilskud også er forsinkede - og plejegræs-sagerne har "en rigtig høj prioritet hos os".

"Det ved L&F også godt, at det har. Desværre afventer vi, at vores IT-system, som på sigt skal sikre hurtigere sagsbehandling, bliver helt færdigt. Vi forventer at begynde udbetalingerne i uge 20", skriver Steen Bonde i en mail.

De 4.700 naturplejere venter på at få udbetalt i alt ca. 140 mio. kroner.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle