Nu er det 10 uger siden, at grisenoteringen er steget

Priserne i Europa rykker sig ikke ud af stedet.

Ikke siden slutningen af april har andelshaverne hos Danish Crown oplevet en stigning i noteringen på slagtegrise.

Det er 10 uger siden, og næste uge byder heller ikke på nogen stigning.

Danish Crown fastholder nemlig noteringen på slagtegrise på 13,80 kroner pr. kilo. Det er dermed niende uge i træk, at noteringen står stille. 

Noteringen på søer fastholdes ligeledes på 13,20 kroner pr. kilo, hvilket er sjette uge i træk.

Priserne i Europa rykker sig nemlig ikke ud af stedet på trods af et lavt udbud af fersk grisekød.

- Vi er i et todelt marked, hvor den ferske afsætning i Europa løber på et fint niveau, mens vores eksport ud af Europa er træg. De større markeder er dog afvisende over for prisstigninger, fordi forbrugerne er tilbageholdende, men vi finder nogle fornuftige lommer i markedet, hvor vi har et godt salg. Der er dog ikke tvivl om, at væsentlige prisstigninger i det nuværende marked er vanskelige at presse igennem, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i den ugentlig markedsberetning.

 

 

Asien-varer er pressede

De klassiske grilludskæringer finder fin afsætning i det gode sommervejr, mens de øvrige varer især til eksportmarkederne oplever mere træg efterspørgsel.

Det går især ud over de mest almindelige Asien-varer.

- Vi bliver mødt af meget lave priser på verdensmarkedet, fordi store lande uden for Europa holder lavere noteringer. Det betyder ikke, at vi ikke har kunder til vores varer, men vi prioriterer at holde så meget som muligt fersk i Europa og fokuserer vores eksport på de varer, der efterspørges svagt på det europæiske kontinent, siger Mads Stougaard.

Tican melder også om stilstand på de asiatiske markeder. Det er en årsagerne til, at slagteriet fastholder sin notering på 14 kroner per kilo i næste uge.

Sakker bagud i forhold til konkurrenter

Stilstanden i den danske notering gør, at den fortsat sakker bagud i forhold til resten af Europa. 

I både Frankrig og Holland steg grisenoteringen i denne uge til henholdsvis 18,02 og 17,41 kroner. Den tyske ligger på 17,70.

Til sammenligning er den danske notering 15,18 kroner i den noteringssammenligning, som den tyske producentforening ISN udarbejder hver uge, og som Danske Svineproducenter omtaler i en markedsorientering.

Opdateret 22/6 klokken 15.52 med oplysninger om Tican

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle