Nu kan du vise hestepas på mobilen

Nu kan du fremvise hestepasset på mobilen i Fødevarestyrelsens app CHR.

Du behøver ikke længere have din hests fysiske pas med, hvis du flytter din hest indenfor landets grænser. Fremover er det tilstrækkeligt at have oplysningerne på Fødevarestyrelsens app, ’CHR’, på samme måde som mange kender det fra sundheds- og kørekortet.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Appen kan du hente i App store og Google Play.

- Dog skal du være opmærksom på, at arrangører af konkurrencer og lignende kan stille krav om fremvisning af det fysiske pas og dermed dokumentation for vaccination af deltagende heste. Men for at kunne fremvise dit hestepas på mobilen, kræver det, at din hest er registreret i CHR, skriver Fødevarestyrelsen.

Udelukkelse af heste fra konsum

I  januar kom en app til dyrlæger til brug ved udelukkelse af heste fra konsum. Dyrlægerne har nu pligt til at anvende appen, når de udelukker heste fra konsum. Hesteejeren skal derfor ikke længere selv indsende hestepasset til Seges Heste, hvis dyrlægen behandler hesten med noget medicin, der udelukker hesten fra konsum.

Dyrlægen klarer det hele i forbindelse med behandlingen – både registreringen i hestepasset og registreringen i CHR. 

Mulighed for feed-back i CHR-appen

Fødevarestyrelsen forsøger løbende at gøre implementeringen af de nye EU-regler på hesteområdet så smidig som muligt for hesteejerne. Fødevarestyrelsen arbejder derfor hele tiden på at tilføje flere funktioner til CHR-appen, blandt andet på baggrund af forslag fra brugerne. Brugere af appen kan sende gode forslag via knappen ’Send ris/ros’.

Kontrolbesøg i hestehold i 2024

I løbet af 2024 kommer Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg på hestehold som f.eks., rideskoler, stutterier, hestepensioner, for at se, om der er styr på de registreringer, der følger med, når man har ansvaret for heste.

/mebo

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle