Nu skal det i retten: LDM stævner Arla

"På tide, at der kommer en voksen ind". Fem repræsentantskabsmedlemmer stævner nu Arla, med støtte fra LDM. Målet er at få udleveret en række omstridte dokumenter.

Arla skal nu mødes med sine egne folkevalgte i en retssal. Det oplyser repræsentantskabsmedlem Bent Lund til landbrugsavisen.dk.

Med støtte fra mælkeproducenternes forening, LDM, har fem mælkeproducenter, der også er valgt til Arlas højeste organ, repræsentantskabet, nu valgt at stævne deres eget mejeriselskab ved retten i Aarhus.

Målet er at få udleveret en række omstridte dokumenter, så repræsentanterne kan få indsigt i bestyrelsens beslutninger.

"Stævningen bliver indleveret i dag", oplyser Bent Lund.

Dermed har LDM og de fem medlemmer altså taget konsekvensen af den frivillige frist, som foreningen satte før jul for udlevering af de ni dokumenter, som de fem repræsentanter forlanger indsigt i.

Hen over nytåret har Arla offentliggjort eet af dokumenterne, nemlig bestyrelsens forretningsorden. Om de øvrige dokumenter også skal udleveres, vil Arlas bestyrelse have diskuteret på det førstkommende repræsentantskabsmøde i selskabet, nemlig sidst i februar.

Dette ønsker de fem utilfredse mælkeproducenter altså ikke at vente på. I stedet har man indleveret stævningen, så der nu skal en dommer ind over, påpeger Bent Lund.

"Vi skændes på grøn stue og nu er det på tide, at der kommer en voksen og fortæller, hvad der er ret og forkert. Vi får ikke noget ud af at blive ved at mundhugges", mener han - og giver ikke meget for Arlas bud på en løsning ved at inddrage repræsentantskabet.

"Det er helt forkert at bede repræsentantskabet om at afgøre, hvad der er rigtigt. Vi er ikke jurister, vi er bønder. Det her handler om, om Arla overholder sine vedtægter og dansk lov", siger han.

Målet med at forlange såkaldt edition i de omtalte dokumenter er at få overblik over om de omtalte dokumenter findes og hvad der står i dem, sådan at repræsentanterne kan få indblik i, om Arla overholder sine egne vedtægter og dansk lov.

Stævningen giver Arla fire uger til at udlevere dokumenterne. 

Bestyrelsen i Arla har i flere omgange udtalt, at Arla mener, at man overholder såvel egne vedtægter som loven. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle