Nystartet mælkeproducent: Medlemskab af Arla ville koste 800.000 kr.

Arne Thomsen startede mælkeproduktion på en tom ejendom. Derfor skulle han betale for at blive andelshaver hos Arla. Han sagde nej tak, fordi det ville koste 800.000 kroner.

Arla blokerer for generationsskiftet på ejendomme, når de kræver gebyrer af nye andelshavere. Det er uforståeligt og helt absurd.

Det mener Arne Thomsen, Estrupgård ved Støvring, som leverede sin første mælk 31. marts. Langt hen i etableringsprocessen forventede han, at Arla skulle aftage mælken, men det satte et indmeldelsesgebyr en brat stopper for.

Arne Thomsen har forpagtet en kvægbedrift, hvor køerne fraflyttede i november. Hen over vinteren blev stalden vasket ned og inventaret shinet op, så det stod klar, til Arnes køer ankom sidst i marts. Da den 29-årige nybagte landmand ikke overtog en igangværende mælkeproduktion, skulle han derfor meldes ind som ny andelshaver.

"Det viste sig, at det ville koste 55 øre pr. kg mælk, som vi leverer i det første produktionsår. Det svarer til 800.000 kroner", fortæller Arne Thomsen hovedrystende.

Betal 800.000 kroner

Den unge landmand fik mulighed for at betale hele beløbet på én gang eller at afdrage det via efterbetalingen. Han fik af Arla oplyst, at de 300.000 kroner ville blive skrevet på hans andelskonto, som han kan hæve, når han ikke ønsker at være andelshaver længere. De resterende 500.000 kroner ville gå til Arlas fælles kasse.

"Gebyret tog fuldstændig pusten fra mig. Jeg glædede mig til at komme i gang, men Arla slukkede da lige lyset kortvarigt", fortæller Arne Thomsen.

Han overvejede ganske kort at starte ud med en langt mindre produktion for at mindske gebyrets størrelse.

"Det absurde var, at når vi havde leveret et år, kunne vi udvide alt det, vi ville. Men det kunne jo ikke gå at starte med eksempelvis 20 køer og så vente på, at året gik", mener Arne Thomsen.

Han afsøgte derfor markedet og henvendte sig til det nærliggende Nørager Mejeri, som ejes af Nordex Foods A/S. Forespørgslen blev behandlet på et bestyrelsesmøde og herefter fik Arne Thomsen besked om, at han kunne optages som leverandør.

"Vi fik besøg af direktøren, inden vi skulle levere den første mælk. Han brugte en eftermiddag herude sammen med sine børn. Den velkomst havde vi nok ikke fået hos Arla", funderer Arne Thomsen.

Samme krav og pris

Den unge mælkeproducent føler sig godt taget imod hos det private Nørager Mejeri, som i øvrigt samarbejder med Arla.

"Derfor skal jeg opfylde de samme krav som Arlas andelshavere. Der er samme kontrol og standarder, og mælkeprisen er den samme. Vi skal eksempelvis også overgå til non-GM produktion", forklarer Arne Thomsen.

Han er uforstående over for, at Arla ikke vil hjælpe med et generationsskifte på landbrug, hvor produktionen står stille i kortere eller længere tid.

"Jeg forstår godt, at de ikke gider, at landmænd hopper fra mejeri til mejeri. Men jeg er jo en nyetableret. Eksisterende andelshavere kan også udvide med 500 køer og så henter Arla mælken uden videre. Det hænger ikke sammen", siger han.

Den unge landmand peger på, at en andelsvirksomhed burde have en forpligtelse til at hjælpe landmændene.

"To af mine venner er startet med slagtekalve og slagtesvin. Hos Danish Crown får de én krone ekstra pr. kg kød de første to år som etableringstillæg", nævner Arne Thomsen.

Faktaboks

Arla: Man køber sig ind i et toptrimmet mejeri

  • Hos Arla forstår Landechef for Medlemsservice Poul Petterson godt, at det kan være frustrerende at skulle betale for at blive andelshaver, hvis man starter produktion på en tom bedrift.
  •  »Men som ny andelshaver køber man sig ind i et toptrimmet mejeri, hvor mælken bliver afhentet i morgen. Man kan koncentrere sig om at producere mælken, og så har tidligere generationer sørget for, at der står et toptrimmet mejeri, som tilbyder en fordelagtig mælkepris«, siger Poul Petterson.
  • Han peger på, at Arla ikke har uudnyttet kapacitet. Derfor koster det noget at blive andelshaver.
  • En tredjedel af den såkaldte entry-fee tilskrives andelshaverens personlige konto, som udbetales, når andelshaveren stopper med at levere mælk til Arla.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle