Opstart i svære tider har givet optimisme i Skjern

I Skjern Maskinforretning, der sidste år fik nyt navn og nye ejerforhold, glæder man sig over trofaste kunder og positive medarbejdere.

Kan man klare sig igennem svære tider, så er der også god grobund for udvikling i gode tider.

Det kan man skrive under på i Skjern Maskinforretning, hvor optimismen kan fornemmes i hele forretningen efter den noget spændende start i november sidste år, hvor en af sælgerne, Kaj D. Pedersen i samarbejde med J. Hundahl overtog bygningerne i Skjern.

Optimal beliggenhed

»Opbakningen fra både kunder og medarbejdere har været meget stor. Medarbejderne er positive og villige til at få alt til at fungere på bedste vis. Kunderne har vist sig at være meget trofaste, hvilet vi sætter stor pris på i Skjern Maskinforretning. Vi har siden november solgt 17 nye New Holland traktorer og et antal mejetærskere, og det er vi yderst tilfredse med. De er endda solgt her i området,« siger ejer og sælger Kaj D. Pedersen.

Ejeren glæder sig også over virksomhedens meget synlige beliggenhed - og at der er forholdsvis langt til den nærmeste konkurrent. Distriktet rækker til omkring Ulfborg, Videbæk og Varde, et lidt blandet område, når det gælder kundernes sammensætning. Både kvæg- og svineproducenterne er godt repræsenteret i dette område.

»Vi fokuserer på både kundens og vores egen økonomi. Vi skal arbejde sammen, og ofte handler det om at give den rigtige rådgivning. Nogle gange kan det være vores råd, at reparere en ældre maskine frem for at belaste økonomien yderligere ved at investere i en ny. Vi ønsker også at vores kunder er her i fremtiden. Det handler ikke kun om at sælge,« siger Kaj. D. Pedersen.

MI på plakaten

Visse ændringer er der sket siden Skjern Maskinforretning startede op. Der er ansat yderligere et par mand. I værkstedet er man begyndt at opbygge skovtraktorer med vendbar kabine på bestilling. Og endelig har man fået produktprogrammet fra MI, Maskinhandler Indkøbsringen, det vil sige, at man nu kan tilbyde kunderne produkter fra bl.a. Rauch og Kuhn. Blandt andet er man leveringsdygtige i fuldfodervogne til egnens mælkeproducenter.

»Vi har allerede nu gode erfaringer med afsætningen af produkterne fra MI, ikke mindst Kuhn. Der kører i forvejen rigtig mange Kuhn maskiner her i området, så vi er kommet godt i gang,« siger Kaj D. Pedersen, der oprindeligt er uddannet landbrugsmaskinmekaniker og siden værkfører og sælger.

Noget af det, der ikke er ændret på, er forretningens gode niche, nemlig import af Polaris ATV’ere, som på nuværende tidspunkt distribueres ud til 14 danske forhandlere.

Faktaboks

  • Skjern Maskinforretning
  • Full-line New Holland
  • Kverneland, Ålö, MI, Polaris, m.m.
  • 24 medarbejdere

Sælger tog over

Skjern Maskinforretning overtog bygningerne fra det tidligere Tobico A/S i november sidste år. Kaj D. Pedersen, der dengang var sælger i Tobico, indgik et samarbejde med J. Hundahl og overtog bygningerne samt alle ansatte fra det tidligere Tobico, og der er endda kommet et par stykker mere til sidenhen.

Kaj D. Pedersen, der er uddannet landbrugsmaskinmekaniker startede hos Tobico som værkfører i 2011.

3 styrker

  1. ​Fleksibilitet: I Skjern Maskinforretning står man til rådighed med service hele døgnet.
  2. Bagland: Forretningen har masser af erfarne medarbejdere samt erfaringer fra partneren, J. Hundahl.
  3. Samarbejde: Villige og positive medarbejdere der er klar til at få alt til at fungere.

Brede arbejdsopgaver

På værkstedet er opgaverne mange og alsidige. Her serviceres hovedprodukterne i full-line-forretningen, det vil sige New Holland-traktorer, -pressere og -mejetærskere. Her tager man sig af minilæssere, såmaskiner og sprøjter og foretager sprøjtesyn. Og man foretager komplette opbygninger af skovtraktorer med vendbar kabine på bestilling.

Endelig sker der vedligeholdelse og reparation inden for have/park samt naturligvis Polaris ATV’erne, som virksomheden har importen af.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle