Over 50 heste slap løs fra omstridt stutteri

Viegård Stutteri kom i søgelyset sidste år efter fund af nedgravede heste. Mandag slap 50 heste løs.

Mellem 50 og 75 heste slap mandag løs fra det omstridte Viegård Stutteri, der ligger ved Skals nord for Viborg.

Omkring midnat var samtlige heste dog tilbage bag hegn, fortæller Jane Hinneberg Bay Jensen, som hjalp med at indfange dyrene, til TV Midtvest.

Indfangningen skete i samarbejde mellem demonstranter og stutteriets medarbejdere.

- Vi gør det for hestenes skyld alle sammen. Vi er måske uenige på mange punkter, men lige her arbejder vi sammen for hestenes skyld, siger Jane Hinneberg Bay Jensen til mediet.

Stutteriet kom i fokus efter fund af 50 nedgravede døde heste i august, og det blev anklaget for udmagring af heste. Det har ejeren afvist.

Dengang blev jorden omkring stutteriet endevendt af gravemaskiner, og Viborg Kommune konstaterede, at de døde heste var blevet gravet ned uden tilladelse.

Anklagerne førte også demonstrationer med sig, og der har været flere tilfælde af fysiske konflikter mellem de ansatte og demonstranter.

Det er tidligere kommet frem, at der har været flere anmærkninger omkring dyrevelfærd på stutteriet.

I de første syv måneder af 2023 førte uanmeldte tilsynsbesøg til fire sigtelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven for i alt 35 forskellige forhold.

Besøgene har ifølge politiet ført til et "større antal pålæg" om at forbedre dyrevelfærden, er det tidligere kommet frem.

Stutteriet blev erklæret konkurs i oktober. Det samme gjaldt ejeren, John Byrialsen, som gik personligt konkurs.

Mandag aften bekræftede Midt- og Vestjyllands Politi, at der var blevet indgivet en anmeldelse om hændelsen. Politiet oplyser til Ritzau tirsdag morgen, at ingen betjente var involveret i indfangningen af hestene.

Tidligere på dagen var politiet selv forbi stutteriet, hvor seks personer havde blokeret udkørslen for blandt andet en dyrlæge.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle