Partier og parter forhandler om biodiversitetspakke

Regeringen har mandag indkaldt til opstartsmøde for at forhandle en aftale om biodiversitet på plads.

En af de ting, den nye regering har lovet sig selv og sine støttepartier, er forhandlinger om en ny pakke for natur og biodiversitet.

Og mandag formiddag bliver der taget hul på forhandlingerne på Marienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S), miljøminister Lea Wermelin (S) samt Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten deltager.

”Vi skal styrke rammerne for den danske natur, så vilkårene for dyr og planter bliver bedre. Jeg glæder mig til at tage hul på det arbejde på Marienborg ved at mødes med dem, der hver dag arbejder med at øge biodiversiteten, og få deres ideer til, hvordan vi får en bedre natur", siger statsministeren i en pressemeddelelse.

Udover politikerne deltager også eksperter samt cirka 60 repræsentanter fra interesseorganisationer og erhvervsliv - blandt andre viceformand i Landbrug & Fødevarer Lone Andersen, Økologisk Landsforenings formand Per Kølster og Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening.

udspil fra landmænd og naturforening

Op til forhandlingerne har en gruppe af organisationer fremlagt et udspil med fremtidige principper for naturforvaltning og en række konkrete ønsker til politiske initiativer.

"Hos mange landmænd er der en vilje til at gøre en indsats for naturen og med de rigtige positive incitamenter og med den rette rådgivning kan vi sikre, at landmændene ikke bare er blandt verdens bedste
i udbytte og dyrevelfærd, men også i naturforvaltning", siger Lone Andersen, L&F, om udspillet.

Danmarks Naturfredningsforening har op til forhandlingerne foreslået, at 30 pct. af Danmarks areal skal være beskyttet natur - det er en tredobling fra i dag.

Mandagens forhandlinger varer fra kl. 09:00-12:00.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle