Regeringen sænker forventninger til udtagning af lavbundsjorde

Klimapotentialet for at udtage lavbundsjorde er ikke helt så stort, som regeringen havde drømt om.

I regeringens nye klimaprogram får et af både regeringen og landbrugets store slagnumre sænket sit potentiale.

Der er tale om udtagning af lavbundsjorde, hvor der ifølge regeringen nu er potentiale for at udtage 50.000 hektar, skriver Altinget.

Det er noget lavere end de 100.000 hektar, Landbrug & Fødevarer sammen med Danmarks Naturfredningsforening har foreslået at udtage.

"Det er ikke noget, vi som regering er glade for. Det ville have været et dejligt virkemiddel at have", siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til Altinget.

Regeringen har indtil videre fundet 2 mia. kr. til at udtage 15.000 ha, mens den i klimaprogrammet skriver, at udtagning af de resterende 35.000 ha kommer til at koste mindst 4,5 mia. kr. i basiskompensation.

"Lad os få mest muligt ud af pengene"

Håbet i L&F er, at der bliver fundet flere penge til at udtage lavbundsjorde, det sagde klimadirektør Niels Peter Nørring på et møde mandag.

Her gjorde adm. direktør i L&F Anne Arhnung det også klart, at det stadig er svært præcist at vide, hvad prisen bliver for jordudtagningen og hvor langt man kan nå for de afsatte midler.

"Det er jo ikke ligesom en masseproduceret elbil. Prisen er meget afhængigt af, hvilke områder det er og hvad det (jorden red.) bliver brugt til nu og hvad det kan bruges til fremadrettet. Det er ekstremt individuielt og derfor ekstremt svært at sige, hvor langt man komme for to mia. kr.", udtalte Anne Arhnung.

"Vi har jo kun en interesse i, at vi kommer længst muligt for pengene, for så kan vi levere på det, vi skal levere på", fortsatte direktøren med henvisning til målsætningen om at landbruget inden 2030 skal have sænket sin udledning med 70 procent.

Opdateret kl. 09:25 med kommentar fra Anne Arhnung.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle