Sådan kommer du igang med minivådområder

Herunder finder du alt, hvad du skal vide, hvis du vil etablere et minivådområde.

Fredag blev der åbnet for en ny tilskudsordning til minivådområder, der har luget ud i børnesygdommene fra sidste år.

115 mio. kr. står og venter på at forvandle det danske landskab med minivådområder, som kan rense drænvand for kvælstof. Årets ansøgningsrunde startede fredag. Dermed kan man søge om tilskud til at etabler minivådområder frem til udgangen af april.

For at landbruget kan udnytte hele den afsatte ramme for frivillige virkemidler, skal der ifølge Simon Bjorholm, Seges, søges tilskud til ca. 3-400 minivådområder.

Oplandskonsulenterne har da også travlt med at hjælpe landmænd med at finde ud af, om det giver mening, at de etablerer minivådområder, og hvor de giver størst effekt.

BEDRE ORDNING

En stor del af de udfordringer, som landmænd og oplandskonsulenter oplevede i 2018-ordningen, er nu fjernet. En del barrierer er ryddet af vejen, og ordningen er ændret, så der en række klare incitamenter til at søge tilskud. Blandt andet udbetales fremover et forskud på 50 procent af tilskudsbeløbet, der indføres standardpriser, som giver mulighed for en indtjening på eget arbejde, og minivådområder bliver ikke til §3-natur.

FÅ OVERBLIK

Seges har lavet en oversigt, som gør det nemt at finde flere oplysninger om etablering af minivådområder, som findes nedenfor.

Hvordan kan jeg finde ud af mere om tilskud til minivådområder?

Du kan læse mere om Landbrugsstyrelsens tilskudsordning her: 

Du kan se på udpegningskortet, hvor der er tilskud til minivådområder her:

Du kan se en kortlægning af de mest oplagte projektpotentialer på dine arealer på Landmand.dk

Du kan finde en oplandskonsulent, der kan hjælpe dig gratis på www.oplandskonsulenterne.dk

Hvilke krav er der til minivådområdets placering?

For at kunne få tilskud til minivådområdet er der en række krav til minivådområdets placering.

Da de er en del af den målrettede indsats, skal oplandet afvande til et kystområde, hvor der er et indsatsbehov med hensyn til kvælstof.
Der er også et krav om, at effekten skal have en vist størrelse ude i det vandområde, man gerne vil beskytte. 

Desuden ønsker man ikke at etablere minivådområder, hvor der er potentiale for at lave store, naturlige ådals-vådområder. De har typisk en større kvælstofeffekt og er tinglyst til et være et permanent tiltag.
Kravene til placering er ikke ændret væsentlig i forhold til ansøgningsrunden i 2018. Oplandskonsulenten har dog haft mulighed for at indberette ændringsforslag af tilskudskortet, hvor der reelt ikke vil kunne gennemføres et vådområdeprojekt.

For at kunne udnytte dit tilsagn efterfølgende, skal det også være muligt at opnå de nødvendige tilladelser fra kommunen. Derfor skal du også være opmærksom på, hvordan minivådområdet er placeret i forhold til beskyttet natur og områder med forbud mod terrænændringer. Det drejer sig om beskyttelseszoner ved strand, fortidsminder, søer og åer.

Nogen arealer er ikke registreret som beskyttet natur, men vil godt kunne være det alligevel. Det er sammensætningen af de arter, der vokser på stedet, der afgør det. Hvis arealet har været udenfor omdrift i mere end ca. 5 år, vil der være en sandsynlighed for, at der har indfundet sig beskyttet natur.

Hvor stort skal minivådområdet være?

Du skal have et drænsystem, der afvander mindst 20 hektar for at kunne få tilskud til at etablere et minivådområde. Hvis du vil sætte en pumpe på minivådområdet, skal oplandet være på mindst 50 hektar.

Selve minivådområdet skal være på imellem 1 og 1,5 % af oplandet, så 1 hektar minivådområde vil kunne rense drænvandet fra 100 hektar.

Hvor meget får jeg i tilskud?

Fra 2019 beregnes dit tilskud ud fra standardomkostninger, som fastsættes på baggrund af minivådområdets størrelse og antallet af tilvalg. Du får eksempelvis større tilskud, hvis du har brug for en pumpe, konsulentudgifter, arkæologiske forundersøgelser eller får et gebyr for den kommunale sagsbehandling. Hvis du etablerer et minivådområde på 1 hektar uden pumpe kan du få et tilskud på i alt ca. 600.000 kr. Tilskuddet beregnes ud fra en størrelse for minivådområdet på 1 % af drænoplandet.

Standardomkostningerne er beregnet ud fra de tilbud, oplandskonsulenterne fik fra entreprenørerne på etablering af minivådområder i 2018.

Hvis du kan lave dit minivådområde billigere end det tilskud du får, vil du kunne opnå et overskud på projektet.

Hvad koster det at lave et minivådområde?

Det vil varierer rigtig meget og afhænger primært af mængden af jord, der skal flyttes og hvor langt overskudsjorden skal flyttes. Hvis drænene ligger dybt, skal der flyttes meget jord for at opnå frit drænindløb ned i de en meter dybe bassiner.

Herudover vil det lokale prisniveau og entreprenørens erfaring med tilsvarende opgaver kunne påvirke prisen.

I samarbejde med oplandskonsulenten kan du vurdere, om dit projekt ligger i den billige ende, eller om der vil kunne laves optimeringer ved at omlægge hoveddrænet, anvende en pumpe eller om overskudsjord kan håndteres billigere.

Hvis du selv laver en del af arbejdet, vil det også kunne reducere dine omkostninger til projektet.

Hvem kan lave minivådområdet for mig?

Når tilskuddet i 2019 fastsættes ud fra standardomkostninger, er der ikke krav om, hvem der skal udføre arbejdet. Der er derfor heller ikke krav om, at du skal have flere tilbud på de nødvendige opgaver. Du kan vælge at sende opgaven i udbud med flere tilbudsgivere eller du kan få en pris fra din lokale entreprenør. Det er op til dig at vurdere, hvordan du får den bedste pris, og hvem du har mest tillid til.

Du må også udføre dele af arbejdet eller hele arbejdet selv. Uanset hvordan du ønsker at udføre opgaven, vil oplandskonsulenten kunne hjælpe dig med at lave en projektbeskrivelse til dig selv eller til en entreprenør.

Får jeg selv kvælstofeffekten af et minivådområde?

Nej, det gør du ikke. Kvælstofeffekten går ikke til din ejendom, men regnes ind i det vandopland, din ejendom ligger i.  Til gengæld er det staten, der betaler udgifterne for minivådområder. Etablering af minivådområder er en del af landbrugspakken og en forudsætning for at fastholde de normaliserede kvælstof-kvoter. Når du har fået tilskud til dit minivådområde, har du pligt til at opretholde projektet i 10 år.

Vi ved ikke, om du selv vil kunne have direkte gavn af kvælstofeffekten efter de 10 år eller om der fx kommer en ny tilskudsordning til at fastholde effekten.

Hvor lang tid går der før tilskuddet udbetales
Som noget nyt kan du fra 2019 få forskudsudbetaling på 50 % af tilskudsbeløbet, når de nødvendige tilladelser fra kommunen er på plads.

Vi har endnu ingen erfaringer med, hvor lang tid det tager at få godkendt projektet og at få tilskuddet udbetalt. Men når der fra 2019 fastsættes standardomkostninger, minimeres sagsbehandlingen, og risikoen for fejl. En af de væsentligste årsager til langsommelig udbetaling af tilskud skyldes uoverensstemmelse imellem tilbud, tilsagn og fakturaer. Med standardomkostninger kontrollerer styrelsen, at selve minivådområdet lever op til kravene i stedet for at kontrollere bilag.

Hvor lang tid har jeg til at udnytte tilsagnet?

Som udgangspunkt har du to år til at udnytte dit tilsagn.

Hvor meget vedligeholdelse er det ved et minivådområde?

I forhold til vandløbsloven skal du sikre, at sedimentationsbassinet oprenses efter behov og at minivådområdet ikke vokser til, så vandets gennemstrømning begrænses.

Det er erfaringen fra eksisterende minivådområder, at sedimentationsbassinet kan trænge til en oprensning efter ca. 5 år. Det skal derfor dimensioneres, så du kan komme til med en rendegraver.

Hvis de dybe bassiner anlægges med en dybde på mindst 1 meter vil tagrør kun brede sig langs kanterne og på de lavvandende vegetationszoner. Du må forvente, at piletræer med tiden vil kunne indfinde sig langs kanterne af minivådområdet.

Når du søger tilskud til at etablere et minivådområde, kan du samtidig få tilskud til pleje af minivådområdet og en kompensation for det areal, du stiller til rådighed for projektet.  For omdriftsarealer er tilskuddet på 47.000 kr. pr ha. Tilskuddet ydes som deminimis støtte, så har du fx søgt tilskud til kompenserede efterafgrøder, kan du ramme det samlede støtteloft.

Bliver et minivådområde til §3?

Nej, det gør det ikke. Med en lovændring er det fastlagt, at et minivådområde ikke omfattes af en naturbeskyttelse så længe det er i drift. Og det gælder uanset, hvordan naturen rent faktisk har udviklet sig.

Der vil stadig være forbud imod at slå dyr ihjel, der er beskyttet af international lovgivning. Så hvis der fx har indfundet sig padder i minivådområdet, kan det være, at man skal udføre arbejdet udenfor yngleperioden.

Kan jeg nedlægge minivådområdet igen?

Ja, efter den 10-årige opretholdelsesperiode, vil du godt kunne nedlægge minivådområdet, hvis du skulle have ønsker om gøre det.

Hvordan er det med skat og moms?
Det er afklaret, at minivådområder i skattemæssig sammenhæng betragtes som en del af den normale landbrugsdrift og dermed er fradragsberettiget.

Hvad er en filtermatrice?

I 2019 vil du kunne søge tilskud til såkaldte konstruerede minivådområder med filtermatricer, hvor der er afsat 20 mio. kr. til en pilotordning.

Et minivådområde med filtermatrice er et bassin på en meters dybde, der er fyldt med pileflis, evt. suppleret med muslingeskaller eller lecanødder omkring indløb og udløb.

Arealet af selve matricen skal være på imellem 0,2 og 0,25 procent af drænoplandet. Hvis oplandet er domineret af sandjord, er der desuden krav om at etablere et bufferbassin med en tilsvarende volumen.

Et minivådområde med filtermatrice er dermed mere arealeffektivt end et åbent minivådområde. Det har også en større effekt, da det fjerner 50 procent af det kvælstof, der er i drænvandet. Et minivådområde fjerner ca. 25 procent.

Der er endnu ikke fastsat standardomkostninger, så du vil skulle have to sammenlignelige tilbud på hver af de nødvendige ydelser.

For minivådområde med filtermatricer vil vedligeholdelsen være større, da pileflisen med tiden vil nedbrydes. Erfaringer viser, at der kan være behov for at tilføre imellem 20 og 50 cm flis efter ca. 5 år. Vi forventer, at der etableres en national tilskudsordning til at dække omkostninger til dette, og at rammerne for ordningen er på plads, inden du alligevel har tilsagn og tilladelser på plads. Du vil altså kende rammerne for vedligeholdelsen, inden du skal tage endeligt stilling til, om du vil igangsætte projektet. 

Hvor stor er effekten af et minivådområde?

Der er foretaget rigtig mange målinger af et ret stort antal minivådområder, og man har derfor sikkert kendskab til effekten. Hvis et minivådområde etableres korrekt og er rigtigt dimensioneret i forhold til oplandets størrelse, vil det have en kvælstofeffekt på 25 procent. Effekten opgjort ved kysten afhænger af den naturlige omsætning af kvælstof, der ville have været undervejs igennem vandløb og søer. For at kunne få tilskud til sit projekt, vil der skulle være en effekt på mindst 300 kg N per hektar ved kysten. I de områder, hvor der er den allerstørste effekt, vil en hektar minivådområde kunne reducere tilførslen ved kysten med ca. 1.100 kg N.

Evnen til at tilbageholde fosfor er på 50 procent.

Hvordan kommer jeg i gang?

Du finder en oplandskonsulent på www.oplandskonsulenterne.dk. Oplandskonsulenten yder gratis rådgivning og kan hjælpe med at finde den bedste placering i terræn, udforme minivådområde bedst muligt, søge tilskud og få de nødvendige tilladelser på plads.

Faktaboks

De fem store plusser ved minivådområder

Medvirker til, at de gode gødningsnormer bevaresSikrer en varig kvælstofeffekt stort set uden pasningSkaber liv og variation med åbne vandbassinerEr et synligt bevis på omtanke for miljøetOplandskonsulenten hjælper dig gratis fra start til slut 

De fem bonus-plusser med ny tilskudsordning

Alle omkostninger er dækket (med få undtagelser)Grundbetaling er fastholdt og du får arealkompensation50 % forskudsudbetaling, når tilladelserne er i husSkat og moms følger gængse reglerBliver ikke omfattet af Naturbeskyttelsesloven.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle