Sanktioner stjæler de store overskrifter på afgrødemarkeder

De globale finansielle markeder er tirsdag morgen vågnet op i rødt territorie, vegetabilske olier er i pænt rebound og fondene positionerer sig mod næste store rapport fra USDA

De globale finansielle markeder er tirsdag morgen vågnet op i rødt territorie, i kølvandet på fornyede geopolitiske spændinger imellem Kina på den ene side, og USA, EU og UK på den anden side.

Begge sider af konfrontationen har indført indrejsesanktioner mod embedsmænd og firmaer fra modparten, og det skaber lidt usikkerhed på markederne her til formiddag. Kombineret med yderligere nedlukninger rundt omkring i Europa, så har nyheden sat lidt pres på især oliemarkederne.

Det skriver Jyske Markets.

Olien er således igen i fokus tirsdag, og falder i skrivende stund i omegnen af fire procent. Det sker efter et par dage med sidelæns bevægelser, ovenpå en uge, hvor vi oplevede et prisfald af historiske dimensioner i torsdags.

Udviklingen har også haft indflydelse på de vegetabilske olier, hvor blandt andet palmeolien, efter at have ramt det højeste niveau i 13 år, faldt pænt tilbage i sidste uge. Efter at være faldet i omegnen af ti procent i løbet af ugen, så var prisen i fredags nede og teste det 50 dages glidende gennemsnit, men lukkede dagen med en pæn afvisning.

Her fra ugens start er stemningen i den grad vendt, og den negative udvikling fra sidste uge blev vendt til en stigning på to procent i går, efterfulgt af et pænt prishop her til formiddag på 2,5 procent. Prisen er nu brudt igennem det psykologisk vigtige niveau i 4000 MYR (Malaysiske ringgit) pr. ton., og har nu kurs mod næste modstand, som ageres af den seneste top i 4300 MYR, som blev dannet forrige fredag.

Vi nærmer os flere store helligdage, og historisk har der i perioden op til disse været en pæn stigning i eksporten, hvilket også har været tilfældet i denne omgang. Samtidig spekuleres der i om den nye amerikanske regering vil være mere pro-biobrændsel, og den stigende eksport bidrager til frygten for, at en stram forsyningsbalance kan blive en realitet, om ikke andet, så i hvert fald på kort sigt.

Terminskurven er pænt faldende, og kan være et udtryk for, at markedet forventer øget udbud i fremtiden. Det er ikke bare palmeolien, men de vegetabilske olier generelt, som nyder godt af positivt momentum her fra ugens start. Med de seneste to dages prisudvikling er vi igen tilbage på historisk højt niveau på sojaolien på indeværende sæson.

Med syv handelsdage tilbage til en af årets helt store begivenheder, nemlig det amerikanske landbrugsministeriums (USDA) årlige prospective plantings rapport, så er markedsdeltagerne så småt begyndt at positionere sig hen imod rapporten. I rapporten kommer USDA med deres bud på produktionen af de primære afgrøder i den seneste sæson, men også deres forventninger til arealerne i kommende sæson.

Rapporten falder også sammen med USDAs kvartalsvise lageropgørelse, som ventes med spænding ovenpå den seneste World Agricultural Supply and Demand Estimates (Wasde) rapport, som ikke bød på de store justeringer.

Det må forventes, at markedsdeltagerne kigger efter en nedjustering af slutlagrene på især majsen. Her har fondene i forbindelse med den seneste positionsrapport fra det amerikanske tilsyn, som blev offentliggjort i fredags, øget deres lange positioner i majsen.

Vi nærmer os nu den tidligere top, som blev nået tilbage i januar. Før det skal vi tilbage til 2010 for at se lignende positionering blandt fondene, og der er således forventninger om stigende priser – især på de sidste terminer i indeværende sæson. For både hvede og sojabønner har fondene neddroslet deres lange positioner, om end niveauerne stadigvæk er høje.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle