SB Pork i Brørup taber 170 mio. på fire år

Pengene fosser fortsat ud af Tönnies’ slagteri i Brørup. Sidste år blev antallet af slagtninger hævet markant - til efteråret skal endnu flere svin igennem det tabsgivende slagteri.

Det er ikke blevet en bedre forretning for den tyske kødkoncern, Tönnies, at have slagteri i Danmark.

Således kom datterselskabet i Brørup, i dag kaldet SB Pork, ud med endnu et millionunderskud i 2013.

Slagteriet er i dag landets tredjestørste. Antallet af slagtninger steg med 25 procent i det forgangne år. Men trods dette store spring endte underskuddet på hele -23,7 mio. kr.

Det skyldes blandt andet, at selv om både omsætning og slagtninger steg med henholdsvis 26 og 25 procent, så steg omkostningerne til lønninger hele 30 procent.

Dermed har SB Pork tabt i alt 170 mio. kr. alene på de sidste fire års drift.

Det tyske ejerskab har da også gentagne gange måttet skyde nye euro ind i datterselskabet. Sidste år kom 134 mio. kr. til at forøge egenkapitalen, og i år er det planlagt at lade 37,25 mio. følge efter.

»Selv om årets resultat efter skat på -23,667 mio. kr. er en positiv udvikling i forhold til tidligere, må resultatet isoleret set betegnes som utilfredsstillende og under forventningerne,« lyder det i ledelsesberetningen.

Derefter fastslås det, at kampen om slagtesvinene fortsat er intens og endda blev forøget i 2013.

Nye udvidelser på vej

Direktør Jann Jensen fra SB Pork har ikke ønsket at kommentere regnskabet over for LandbrugsAvisen men har henvist til de tyske ejere, Tönnies. Her lykkedes det imidlertid ikke at få en kommentar onsdag.

I regnskabet noterer ledelsen dog, at man undersøger »mulighederne for yderligere udvidelser med henblik på at øge slagtningerne i 2014 og 2015,« hvorefter man tilføjer:

»Råvaregrundlaget skal således også kunne forøges, hvilket i lighed med tidligere år forventes at kunne give udfordringer.«

Slagteriet er for øjeblikket godkendt til 30.000 slagtninger om ugen. Hvor meget højere slagteriet vil op, melder regnskabet ikke.

Direktør Jann Jensen fratræder til august for i stedet at blive direktør for Danæg. Hvem der skal afløse ham, er endnu ikke afklaret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle