Seges med ny sikkerheds-kampagne: Vil gøre landbruget mere sikkert

Med en ny kampagne vil Seges' afdeling for arbejdsmiljø sætte fokus på at gøre landbruget til et mere sikkert sted at arbejde.

Stop - tænk - arbejd.

Sådan lyder rammerne for Seges Arbejdsmiljøs nyeste kampagne, som skal være med til at forebygge ulykker i landbruget. Det skriver Seges i en pressemeddelelse.

Kampagnen er blevet til efter en lang periode med mange alvorlige ulykker i netop landbruget. 

Det kaldte på handling fra Seges side, mener de, og derfor er kampagnen lanceret for at sætte fokus på, hvordan man som landmand kan skabe et mere sikkert arbejdsmiljø for både sig selv og sine medarbejdere.

"Vi vil have nedbragt de kedelige ulykkesstatistikker vi har set gennem længere tid. Og STOP-OP kampagnen, som vi kalder den, er en måde at sætte fokus på, hvad man som landmand helt konkret kan arbejde med", udtaler arbejdsmiljøchef hos Seges, Helle Birk Domino.

'Stop op-bob' er en Lille hjælper

Kampagnen kører især på facebooksiden Agrisafety, som drives af Seges arbejdsmiljø, som afdelingen vil booste, så den når ud til flest mulige landmænd. Kampagnens mål er at få folk til at stoppe op og tænke sig om, før de går i gang med en potentielt farlig opgave.

Med kampagnen lancerer Seges en lille hjælper, som skal guide landmændene til en mere sikker arbejdsdag. Det gør han ved gennem eksempler at tackle konkrete udfordringer med gode råd og vejledning i, hvordan landmanden eller medarbejderen kan gribe en mere sikker arbejdsdag an.

"Vi kalder ham STOP OP-Bob. Det er selvfølgelig sagt med et smil på læben men også med alvor. For hans budskab er klart. Det er en rigtig god idé at stoppe op og tænke sig godt om, inden man skal i gang med en svær opgave. Og så er det STOP OP-Bobs mission at give nogle helt konkrete anbefalinger, som man kan følge, før man går i gang med opgaven", siger Helle Birk Domino.

Og den her kampagne skal rent faktisk gøre en forskel, fordi vejledningerne som Stop Op-Bob kommer med følger landmændenes årshjul tæt. Det vil sige, at de eksempelvis får konkrete råd om at undgå ulykker under græsslåningen, når det som nu er ensilage-tid.

"Det nytter ikke noget, at vi snakker om høstopgaver i februar måned eksempelvis. Det skal være aktuelt og ramme landmanden, når han skal bruge det. Derudover har vi også Landboungdom ind over, for vi har særligt fokus på de unge. 40 procent af alle ulykker sker blandt de unge, så derfor skal ungdomsorganisationen hjælpe os med at få budskabet ud", siger Helle Birk Domino.

Kampagnen er finansieret af Promilleafgiftsfonden.

Gode idéer skal belønnes

Kampagnen for bedre arbejdsmiljø vil bringe gode eksempler fra virkeligheden ud til andre landmænd. Helt konkret vil Seges Arbejdsmiljø præmiere de gode idéer. Meningen er, at de skal inspirere andre landmænd til at følge eksemplerne.

"Det skal jo ikke være en løftet pegefinger fra vores side. Derfor vil vi også gerne fortælle de mange gode historier, der er derude. De fortjener både ros og anerkendelse, så det sætter vi fokus på med en kage og STOP OP-kopper til kaffen", siger Helle Birk Domino.

Hver anden uge vil Seges Arbejdsmiljø kåre de bedste initiativer og tiltag ude på bedrifterne. Det præmie-res med en kage til kaffen og fire STOP OP-kopper, som kan gøre kaffepausen lidt hyggeligere hos dem, der har gjort en ekstra indsats.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle