Når uheldet er ude: Flest arbejdsulykker rammer de ansatte

Langt de fleste anmeldte arbejdsulykker rammer medarbejdere og medhjælpere på gården. Selvstændige har ikke samme pligt til at anmelde egne ulykker.

Det går som regel ud over de ansatte på gården, hvis der sker en arbejdsulykke.

I perioden 2014 - 2018 ramte godt 87 procent af alle anmeldte arbejdsulykker inden for landbrugets forskellige brancher medarbejderne. Medarbejdere er her forstået som, de der udfører arbejde for landmanden - det vil sige lønmodtagere, vikarer, elever, medhjælpende familiemedlemmer, ledige i virksomhedspraktik og andre, der arbejder på gården.

Det viser nye tal, som Landbrugsavisen har fået i en aktindsigt af Arbejdstilsynet.

Men en væsentlig pointe er her, at andelen af arbejdsulykker blandt ejere formentlig ville være højere, hvis alle ulykker blev meldt.

Pligten til at anmelde arbejdsulykker er nemlig ikke den samme for ejer og ansatte. Arbejdsgivere har pligt til at anmelde alle ulykker med mere end én fraværsdag, der sker for deres ansatte - men ikke for dem selv.

ulykker bliver ikke meldt

At det oftest er medarbejderne, der rammes af en arbejdsulykke, er ikke umiddelbart overraskende, hvis man formoder, at der er flere medarbejdere ansat i landbruget, end der er ejere.

Men et andet vigtigt perspektiv er, at ulykkesstatistikkerne aldrig bliver helt retvisende, når lidt over halvdelen af de anmeldelsespligtige arbejdsulykker i landbruget aldrig bliver meldt.

Undersøgelser som Arbejdstilsynet har lavet viser, at problemet med underanmeldelser er væsentlig større i landbruget end på resten af arbejdsmarkedet. Det er især de ikke så alvorlige arbejdsulykker, der ikke bliver meldt.

Selvstændige har ikke pligt til at anmelde

Et mørketal er især ulykker blandt arbejdsgiverne selv. For hvor arbejdsgivere har pligt til at anmelde alle arbejdsulykker, der sker for deres ansatte, hvis ulykken medfører mere end én dags fravær, har arbejdsgivere derimod kun pligt til at anmelde egne arbejdsulykker, hvis ulykken er sket ved brug af et teknisk hjælpemiddel - som en maskine eller et redskab.

"Det kan være en af grundene til, at vi ser færre anmeldte arbejdsulykker blandt selvstændige. Er man selvstændig, og har man ingen ansatte, har man kun pligt til at anmelde arbejdsulykker, der sker i forbindelse med brug af teknisk hjælpemiddel", siger Katrine Krone fra Arbejdstilsynet. 

Husk instruktionen

I perioden 2014 - 2018 blev der anmeldt næsten 3000 arbejdsulykker i landbruget. Af disse udgør kun knap 11 procent ulykker, der har ramt selvstændige og ejere af landbrugsvirksomheder.

Den høje procentdel af ulykker hos de ansatte får kontorchef ved Arbejdstilsynet, Katrine Krone, til at rette fokus mod mere tydelig instruktion:

"Så mangler der noget i instruktionen og opfølgningen på denne. Det er for eksempel ikke nok bare at sige, at man ikke må stable mere end tre bigballer oven på hinanden. Man skal også holde øje med, at instruktionen følges", siger Katrine Krone med henvisning til landmandens ansvar som leder.

Som at vende en supertanker

Antallet af arbejdsulykker er kun steget siden 2015. I 2015 blev der anmeldt 536 ulykker. Det tal lød på 666 i 2018.

Det sker på trods af, at Arbejdstilsynet og samarbejdspartnere, heriblandt både Landbrug & Fødevarer, Seges, 3F med flere, har haft ekstra fokus på at forebygge arbejdsulykkerne i landbruget. 

"Det er et langt sejt træk at få antallet ned. Det svarer til at vende en supertanker. Det med pludselig at få italesat, at der er væsentlige risici ved at være landmand, og at det ikke bare er at gøre som man plejer – det er en kulturændring", siger Katrine Krone fra Arbejdstilsynet og fortsætter:

"Selvom dødstallene er faldende, skal man selvfølgelig forholde sig til, at ulykkestallet ikke tilsvarende falder. Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter har for nyligt kørt en stor kampagne for at få flere til at anmelde ulykker, så tallene er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er sket flere ulykker", siger hun.

De nyeste tal for dødsulykkerne er anonymiseret, men i 2016 ramte 6 af de 10 dødsulykker andre beskæftigede på gården end ejeren.

Antallet af dødsulykker i landbruget er: 3 (2014), 3 (2015), 10 (2016), 5 (2017) og 3 (2018). I 2019 har der indtil videre været skrevet om tre dødsulykker: I januar omkom den 34-årige Svend Nygaard i en ulykke med en minilæsser. I februar døde en 59-årig i en ulykke med en kartofeloptager, og i april døde en 26-årig traktorfører, da han ramte en luftledning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle