SF vil tage 15 procent af landbrugsarealer ud af drift

For at nå klimamål vil SF udtage landbrugsareal, der er større end Fyn, og andre arealer skal omlægges.

15 procent af Danmarks landbrugsarealer skal tages helt ud af drift. Det ønsker SF i et landbrugsudspil, som partiet præsenterer mandag. 

- Grundlæggende skal vi have løst klimakrisen, og det kræver, at hele vores samfund omlægger sig, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr. 

- Industrien er godt på vej og har fået en CO2-afgift, og landbruget skal nu også ind i kampen. Hvis landbruget ikke kommer ind i kampen, kommer landbruget til at stå for næsten halvdelen af Danmarks CO2-udslip i 2030.

- Så det er nu, vi skal i gang med at omlægge dansk landbrug. Det har vi gjort tidligere, og det kan vi gøre igen, siger hun. 

Landbruget står i øjeblikket for omkring en tredjedel af Danmarks CO2-udledninger.

Regeringen indgik sidste år en aftale med sine støttepartier, herunder SF, om, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 50-54 procent i 2025.

Det er et delmål på vejen mod målet om i 2030 at have reduceret Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990. 

SF vil helt udtage 375.000 hektar landbrugsjord, hvilket svarer til et areal, der er større end Fyn. 
Derudover vil partiet omlægge yderligere ni procent af det nuværende landbrugsareal i Danmark til græs eller økologi, hvilket svarer til 230.000 hektar. 

For at komme helt i mål med klimaambitionerne vil partiet have en klimaafgift på lavbundsjorde fra 2025.

Afgiften skal ligge på 750 kroner per ton udledt CO2 på disse lavbundsjorde. 

SF vil kompensere landmænd, der vådlægger lavbundsjorde, med otte milliarder kroner fra EU's landbrugsstøtte i årene 2025-2034. 

Pia Olsen Dyhr siger, at hun "ikke er sikker på, at jeg kan stille alle landmænd tilfreds".

- Men jeg kan se, at der er landmænd, der allerede i dag er gået i gang med at omlægge fra traditionel animalsk produktion til at have plantebaseret kost. 

- Det er fremtiden, også for dansk landbrug, at mere af markederne dyrkes til menneskeføde i stedet for til dyrefoder, siger hun. 

For at beskytte drikkevandet vil SF desuden have et forbud mod at bruge sprøjtegifte og kemikalier på de 200.000 hektar jord, der ligger over det grundvand, der bliver brugt til drikkevand. 

SF's udspil koster omkring 17 milliarder kroner. Hertil kommer to milliarder kroner, som allerede er afsat til at udtage lavbundsjorde. 

Ud over de otte milliarder kroner fra EU's landbrugsstøtte vil SF bruge penge fra den grønne fond, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om tidligere i år. 

Partierne har afsat i alt 53,5 milliarder kroner til fonden fra 2024 til og med 2040. 

/ritzau/
 

Emneord

Folketingsvalg 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle