SLF om kontrolbesøg: Bevar overblikket og hold på din ret

Sønderjysk Landboforening har lavet en liste med gode råd til både landmænd og kontrollører, for at få de uanmeldte kontroller til at glide så godt som muligt.

Sønderjysk Landboforening (SLF) tilslutter sig debatten om KO-kontrol og ønsker en større forståelse for landmandens situation ved at opfordre til så få uanmeldte besøg som muligt.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse. 

De seneste dage har debatten om landmænds rettigheder i forbindelse med uanmeldte kontrolbesøg verseret i pressen. Debatten er gået på, om hvorvidt landmænd kan tillade sig at nægte kontrollører adgang ved uanmeldt kontrolbesøg – uden fx efterfølgende at blive trukket i EU-støtten. 

Flere jurister har betvivlet lovligheden af Landbrugsstyrelses kontrolpraksis og opfordret til, at definitionen af en KO-kontrol bør ændres. 

Ret til en bisidder

Der er god grund til at være særlig opmærksom som landmand, påpeger SLF, som først og fremmest anbefaler, at landmanden gør alt for, at kontrolbesøget ikke løber af sporet, særligt de uanmeldte besøg. Næstformand i SLF, Berith Nissen, påpeger:

"Det er vigtigt, at landmanden holder hovedet koldt. At han er venlig og imødekommende, når de dukker op – men også at han tør holde på sin ret, blandt andet ved at kræve en bisidder. Landmanden har ret til fx at få sin dyrlæge eller rådgiver med, og kontrollørerne skal vente med at gå i gang, indtil denne person er dukket op", siger Berith Nissen.

Vær mental forberedt

Desuden kan landmanden sørge for at være godt mentalt forberedt på besøget, blandt andet ved at læse Landbrugsstyrelsens krav om krydsoverensstemmelse samt 10 mest overtrådte krav.

SLF ønsker så få uanmeldte besøg som muligt og har en anmodning til kontrollørerne om at behandle landmanden ordentligt:

"Hvis landmanden ikke lige er på gården, eller er i gang med noget, han ikke kan forlade, så er det oplagt, at kontrollørerne pænt må vente. Når det er uanmeldte besøg, kan de ikke forvente, at landmanden står klar. Der er ingen grund til at behandle landmanden som en kriminel", siger Berith Nissen.

Og så er opfordringen til politikerne i øvrigt fra SLF's side, at så få besøg som muligt er uanmeldte. 

Kontrolbesøg er aktuelt lige nu: Uanmeldte Krydsoverensstemmelsesbesøg kører. Tjek af brug af medicinsk zink i foder vil køre i september og oktober, og snart kommer også kontrol af efterafgrøder.

Faktaboks

SLFs anbefalinger til landmanden:

  • Kontrollanter må ikke trænge ind på din ejendom uden din tilladelse – hold på din ret
  • Stå ikke alene – heller ikke, når der kommer uanmeldt besøg
  • Ring efter dyrlæge og/eller planteavlskonsulent, så de kan gå med rundt 
  • Bed dem om at vente på, at dyrlæge eller konsulent kommer 
  • Lad ikke kontrollanter gå rundt alene – følg med og se, hvad de laver 
  • Tag det roligt og bevar overblikket – bliv ikke stresset eller oprørt
  • Samarbejd og vær venlig 
  • Tag dialogen, når forseelser påpeges, og tilbyd evt. at rette fejlen og sende et foto af rettelsen 
  • Meget kan nås via dialog og velvilje

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle