Slut med at sprøjte og gøde: Regeringen vedtager paragraf 3-forbud

Regeringen og støttepartierne har torsdag vedtaget et forbud mod at sprøjte, pløje og gøde beskyttede naturområder.

Et flertal i Folketinget har torsdag vedtaget det omdiskuterede forslag om sprøjte- og gødskningsforbud på paragraf 3-arealer.

Forslaget skal sikre, at der ikke længere sprøjtes, gødes og pløjes på en række engområder med et samlet areal på 37.000 hektar, der er omfattet af naturbeskyttelsesloven.

Indtil nu har det været tilladt at pløje, anvende sprøjtemidler og sprede gødning.

"Midt i en naturkrise, hvor dyr og planter forsvinder fra år til år, går det ikke, at man sprøjter og pløjer natur, som på papiret er beskyttet. For snart 30 år siden fik vi en naturbeskyttelseslov, der skulle passe bedre på vores sårbare naturområder. Men desværre blev en række af vores enge ikke beskyttet godt nok med loven. Det laver vi om på nu", siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Afgræsning stadig ok

Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2022.

Dermed mener Miljø- og Fødevarestyrelsen, at landmænd, der i dag sprøjter, pløjer og gøder beskyttede engarealer, kan nå at omstille sig de nye regler. Det vil fortsat være muligt for landmænd at lade køer, får og andre dyr afgræsse engarealerne.

Der er tale om erstatningsfri regulering, og fra landbrugets side har forslaget især mødt kritik for, at der ikke følger nogen form for kompensation med til de landmænd, der bliver ramt af forbuddet.

Kun i særlige grelle tilfælde kan der blive tale om ekspropriation, har ministeren tidligere forklaret.

Dyrkningsforbuddet på de beskyttede naturarealer blev skrevet ind i regeringens forståelsespapir med støttepartierne Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten, og regeringen har været urokkelig på området.

Grønne organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening har længe ønsket et forbud mod at sprøjte, gøde og pløje beskyttet natur.

"Vi skal passe bedre på vores fugle, insekter, padder og vilde blomster, der i forvejen lever en udsat tilværelse. Derfor er det slet ikke acceptabelt, at dyr og planter i tilbagegang risikerer at få sprøjtet og pløjet deres levesteder på beskyttede naturområder. Det laver vi om på i dag", siger Enhedslistens naturordfører Mai Villadsen.

LandbrugsAvisen arbejder på at få en kommentar fra Landbrug & Fødevarer.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle