Beregning: Forbud vil koste nordjysk mælkeproducent 170.000 kr. om året

Uden mulighed for at pleje og gødske sine paragraf 3-enge mister mælkeproducent Jens Bangsgaard halvdelen af sommerfoderet til sine 100 malkekøer. Samtidig falder hans areal ca. 1,7 mio kroner i værdi, vurderer Landbo Limfjord.

Regeringens planer om at forbyde gødskning og sprøjtning på ferske §3-enge kan tvinge mælkeproducent Jens Bangsgaard til at genoverveje sin fremtid som 4. generation på slægtsgården "Landbolyst" i Thy.

Det skriver Jens Bangsgaard i et brev til miljøminister Lea Wermelin, hvor han beskriver konsekvenserne af L 164 - et lovforslag, som vil betyde forbud mod at gøde, sprøjte og omlægge arealer, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

"Hvis lovforslaget gennemføres, vil det få overordentlig store konsekvenser for det landbrug, jeg driver", skriver Jens Bangsgaard.

Regnestykke

Jens Bangsgaard driver i alt 70 hektar, hvoraf de 19 er registreret som eng efter naturbeskyttelseslovens  paragraf 3.

Der er tale om lavtliggende engarealer, som udelukkende anvendes som afgræsning for hans 100 malkekøer.

I sommerhalvåret lever køerne stort set af det græs, der bliver avlet i engen.

Skal gå ude

"Adgangen til udearealer for køerne er afgørende for min produktion, da jeg er forpligtet til at have køerne gående ude på grund af min aftale om at levere mælk til Arla, som bliver mærket med dyrevelfærdsmærket med to hjerter", skriver Jens Bangsgaard i brevet.

Han forudser en række alvorlige konsekvenser for sit landbrug, hvis han fremover ikke må give engarealerne nogen form for gødning.

Ikke nok foderværdi

For det første, skriver Jens Bangsgaard, vil der fremover ikke være nok foderværdi i græsset på engene til, at hans køer kan opretholde mælkeydelsen.

Det kan tvinge Jens Bangsgaard til at holde op med at afgræsse engene med den konsekvens, at de lysåbne engarealer vil gro til.

For det andet vil arealerne ikke længere kunne tælle med i Jens Bangsgaards harmoniareal, og så skal han finde andre udspredningsarealer i et område, hvor det ikke er let.

Tab på 1,7 mio kroner

En tredje konsekvens af gødskningsforbuddet, som ifølge lovforslaget er erstatningsfri regulering, er, at engarealerne vil miste en stor del af deres værdi.

Jens Bangsgaards landboforening, Landbo Limfjord, har regnet på det for Jens Bangsgaard.

Foreningen vurderer, at et forbud mod gødskning vil betyde, at han får et driftstab på ca. 170.000 kr. årligt samtidig med, at hans arealer falder ca. 1,7 mio. kroner i værdi.

"Jeg håber, du kan forstå, at jeg med lovforslaget føler, at jeg bliver tvunget ud på et økonomisk skråplan helt uden skyld. Jeg oplever det som en voldsom krænkelse af min ejendomsret, og jeg har meget svært ved at forstå, hvordan et sådant forslag kan trækkes ned over hovedet på os landmænd, uden at der ydes erstatning", skriver Jens Bangsgaard.

Foretræde med L&F

Jens Bangsgaard har sendt kopi af sit brev til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Det sker forud for et virtuelt foretræde for udvalget, som mælkeproducenten skal til onsdag sammen med Landbrug & Fødevarers viceformand Lone Andersen.

Vedlagt brevet til minister og udvalg er de beregninger, som Landbo Limfjord lægger til grund for de beregnede tab.

Landbrug & Fødevarer har taget skarpt afstand fra lovforslaget.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle