Støttepartier til regeringen: Meld klart ud om slettede sms'er

SF og De Radikale vil have regeringen til at fortælle, om det er lykkedes at gendanne slettede sms-beskeder.

Det er uhensigtsmæssigt, at regeringen ikke bare kan melde ud, om det er lykkedes at gendanne slettede sms-beskeder, der kan have betydning for Minkkommissionens arbejde i sagen om aflivning af alle mink i Danmark.

Det mener regeringens støttepartier SF og De Radikale.

Justitsministeriet har hidtil afvist at svare på, om det er lykkedes at gendanne sms-beskeder fra blandt andet statsminister Mette Frederiksens (S) telefon. 

"Det er mærkeligt, at man ikke kan svare klart. Det er det, hele verden venter på. Nu tyder alle på den gåde, som Justitsministeriet har lagt ud, og det er alt andet end hensigtsmæssigt", siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, til B.T.

Justitsministeriet oplyste i sidste uge, at politiets teknikere var færdige med at forsøge at genskabe materiale i minksagen, hvor sms'er på Mette Frederiksen (S) og flere topembedsmænds telefoner er blevet slettet automatisk efter 30 dage.

De øvrige fra Statsministeriets top, der har slettet deres sms-beskeder, er departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape. 

Justitsministeriet kunne dog ikke oplyse, om det er lykkedes at genskabe noget materiale, som er relevant for sagen.

"I det omfang det måtte være lykkedes at genskabe sms-beskeder fra perioden april til december 2020, vil det kræve en manuel gennemgang heraf med henblik på at identificere, om der er genskabt materiale af relevans for kommissionens arbejde".

"Minkkommissionen, Justitsministeriet og om muligt de pågældende personers bisiddere vil nu drøfte den videre proces herfor. Det er således endnu ikke muligt at oplyse, om det er lykkedes at genskabe relevant materiale", lød det fra Justitsministeriet i sidste uge. 

Den melding giver retsordfører Samira Nawa (R) ikke meget for. Hun vil have justitsminister Nick Hækkerup (S) på banen nu. 

"Når man siger, man er færdig med at forsøge, skylder man også at sige, om det lykkedes. Hvis det kun er lykkedes i et vist omfang eller slet ikke, skylder man også at sige det", siger hun til B.T. 

Minkkommissionen er i øjeblikket i gang med afhøringerne i sagen om aflivning af alle mink i Danmark.

Det var en beslutning, som regeringen traf i november sidste år på grund af smitte med muteret coronavirus. 

Det viste sig imidlertid, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet. 

Barbara Bertelsen skal 18. november afhøres som den næste af Minkkommissionen. 

/ritzau/
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle