Stor brand stopper produktionen på nordjysk mejeri: "Det var heldigt, det ikke gik værre"

Ilden har ødelagt en så vigtigt del af produktionen, at Nørager Mejeri de næste par dage må sende deres leverandørers mælk til andre mejerier.

Onsdag aften gik alarmen på Nørager Mejeri, og de første medarbejdere, der nåede frem, kunne hurtigt konstatere, at alarmen skyldtes en buldrende ild i en af virksomhedens bygninger.

Det fortæller direktør for Nørager Mejeri, Martin Aagaard Pedersen.

"Det går hurtigt, når der er en blæst som i går aftes. Det er ligesom, når man åbner en brændeovn for at give ilt - så går det pludselig hurtigt", forklarer han torsdag eftermiddag til landbrugsavisen.dk.

Det var en større hal med et naturgasfyr, der var brudt i brand. Bygningen er nu totalt nedbrændt og skal genopbygges helt fra bunden.

"Fyrrummet ligger 50 meter fra mejeriet, så heldigvis er skaderne begrænset til den hal. I så træls en situation, og når man tænker på, at hele mejeriet kunne være røget, så har vi været heldige", siger Martin Aagaard Pedersen.

"Det var heldigt, det ikke gik værre".

Må stoppe produktionen resten af ugen

Selvom direktøren anser sig selv for heldig, har medarbejderne haft travlt.

For uden fyrkedlerne kan mejeriet nemlig ikke omdanne deres nordjyske leverandørers mælk til deres signaturprodukt: Fast, hvid ost. Produktionen må derfor stå stille i hvert fald indtil søndag, melder direktøren.

"Kedlen er altafgørende for, at vi kan producere. Det er dampen vi bruger til at køre mange af vores maskiner", forklarer Martin Aagaard Pedersen.

Derfor har Nørager Mejeri hurtigt måtte sikre sig aftaler med andre mejerier i nærheden, der kan aftage leverandørernes mælk.

"Ud over oprydningen og genopbygningen herude, har vi skulle koordinere og omplanlægge afhentningen af mælk. Selvom vi har været heldige, har det ikke været sjovt". 

Det er endnu ukendt hvordan branden opstod.

Det private Nørager Mejeri ejes af Nordex Foods A/S.

Direktør Martin Aagaard Pedersen vil ikke ud med, hvor mange leverandører der er til mejeriet, men oplyser at men har "en række", der bor inden for en god afstand af Nørager by lidt nord for Hobro. 

Mejeriet producerer årligt 19.000 ton hvid ost, som eksporteres til store dele af verdenen.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle