Svært at tjene penge på vinavl i Danmark

Indtægter og udgifter svinger en del i dansk vinavl - fra egn til egn, vingård til vingård og år til år. Men som tommelfingerregel mener Jean Becker, formand for Dansk Vinavlerforening, at opstarten af en vingård koster 75-100.000 kr. pr. hektar. Heri er inkluderet alt, både forberedelse af jorden, planter og plantning, espalier, hegn og vinificeringsudstyr til at lave vinen. Men ingen arbejdsløn.

»Nogle siger 100.000 kr., men jeg har selv gjort det for 75.000 kr., så det kan godt lade sig gøre,« siger han.

Topper efter 50 år

De første tre år tjener man slet ingenting. Først i det tredje år begynder man at høste lidt, typisk en fjerdedel af fuldt udbytte. I det femte år kan man høste fuldt udbytte, hvilket i gennemsnit ligger på et kg druer pr. vinstok. Og det bliver typisk til en flaske færdig vin.

»Men vinstokke yder jo først optimalt, når de er 50-75 år gamle. Ældre stokke giver en bedre og mere karakterfyldt vin. Så vi har meget at lære i Danmark, hvor vi jo kun har produceret vin til salg i ti år,« siger Jean Becker. Han tilføjer, at der er en tendens til, at man avler mere på Øerne end i Jylland - op til 20 pct. mere.

Man kan få almindelig EU-arealstøtte til sine vinmarker, men intet derudover. Alle øvrige vindyrkende EU-lande undtagen Storbritannien og Danmark får væsentlig direkte støtte.

Balancerer efter fem år

Jean Becker anslår, at vindyrkning økonomisk balancerer på nul efter fem år, hvis man har en indtægt på 100.000 kr. pr. hektar. Hvilket så også betyder, at de årlige driftsomkostninger ligger på 100.000 kr. i snit.

Sådan har det i hvert fald været for Frederiksborg Vin, som han er med i. Men det kan variere.

»De gode år tjener vi måske plus 10 procent, mens vi i gennemsnitlige år havner på nul. Og i katastrofale år som i år og sidste år går i minus. Så det er ikke sikkert, at man nogensinde får sin startinvestering tjent hjem.«

Derfor skal man ikke begynde at dyrke vin, hvis man forventer at tjene penge på det. Man skal kun gøre det, hvis man synes, det er sjovt, slår han fast.

Det hjælper også, hvis man kan kombinere vindyrkningen med turismetiltag og rundvisning med vinsmagning.

»Endnu får vi en rimelig pris for dansk vin. Men jo flere danske avlere der kommer, jo sværere bliver det. Hjemme i vores vindyrkning kommer 60 pct. af indtægterne fra vinen og hele 40 pct. fra turisme, rundvisninger m.m.,« fortæller Jean Becker.

www.vinavl.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle