Svineprisen starter året med at ligge stille

Det europæiske marked for grisekød er stadig præget af jule- og nytårsferien.

For nu 13. uge i streg ligger Danish Crowns svinenotering stille.

Dermed bliver prisen i uge 2 fortsat 8,40 kr. pr. kilo. Sonoteringen er også uændret for de kommende uger på 4,20 kr. pr. kilo, melder slagteriet.

Det europæiske marked for grisekød er stadig præget af jule- og nytårsferien.

"Den første uge af året er altid meget stille, og langt størstedelen af handlen er aftalt og planlagt allerede inden jul. Derfor er aktiviteten meget begrænset, og vi vender først for alvor tilbage til normalen i næste uge, fortæller Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.

Eksporten ud af Europa er til gengæld ikke påvirket af ferieperioden. Efterspørgslen fra Kina er fortsat afdæmpet, så det er først og fremmest varer til Japan, Sydkorea og Australien, der sendes afsted i øjeblikket.

Stadig en pukkel af udsatte grise

Yderligere melder Danish Crown at tilmeldingen til uge 1 blev som forventet i prognosen, og med en slagtning, der igen er forløbet nogenlunde planmæssigt, betyder det, at der som forventet er behov for at udsætte ca. 360.000 grise til uge 2.
 
360.000 udsatte grise svarer til ca. 7 gennemsnitlige arbejdsdage på Danish Crowns anlæg, men ejerne vil opleve forskydninger i afhentningstidspunktet på op til 14 dage.
 
"Alle medarbejdere på slagterierne og i Centralplanlægningen arbejder hårdt på at fjerne puklen af udsatte grise, og vi beklager de gener, som vores andelsejere oplever. I næste uge har vi en tilmelding af samme størrelse og en god kapacitet, hvor der slagtes lørdag i Herning, Horsens og Sæby, så vi fjerner mere end 10 pct. af puklen. Vi forventer at kunne reducere løbende gående fremad, hvis slagtningen forløber planmæssigt, så vi har fuld fokus på at komme i bund," siger Søren F. Eriksen, der er direktør for operations i Danish Crown.
 
Den gennemsnitlige slagtevægt er på nuværende tidspunkt et kilo lavere end samme periode sidste år, og forventningen er, at den vil være omkring 85 kg., når alle grise er slagtet op.
 
For søernes vedkommende udsættes der 525 søer til uge 2. Skærbæk tager morgentimer, men med en stor tilmelding vil der være behov for at udsætte omkring 900 søer til uge 3. Planen forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle