Tørken har sat sit præg på juletræerne

Korte nåle, døde nåle og døde planter er nogle af virkningerne af tre måneder med høj temperatur og næsten ingen nedbør.

Det usædvanlige vejr, med tre måneder næsten helt uden nedbør og med mange solskinstimer og høje temperaturer, har sat sine spor i juletræerne. Flere steder rundt i landet meldes der om juletræer, der er døde, eller hvor kvaliteten er ramt.

”Vi ser unge kulturer, der blev plantet i foråret, hvor der er rigtig mange døde træer. I flere tilfælde er der op mod 50 procent døde træer og nogle gange endnu flere", fortæller skovfoged Michael Rodding, Skovdyrkerne Syd.

Skaderne efter den manglende nedbør deler han op i to typer. Den ene er træer, der døde. Den anden er træer, hvor kvaliteten er påvirket ved, at sideskuddene eller de nye nåle er underudviklede og blevet for korte, eller hvor de gamle nåle er blevet gule og faldet af inde ved stammen.

"Indtil videre ser vi typisk skadede træer på meget leret eller meget sandet jord. Men heldigvis begrænser skaden sig ofte til mindre plantninger eller dele af større arealer", siger Michael Rodding.

Som et helt andet resultat af tørken har nogle juletræer i år fået kort afstand mellem de to øverste grenkranse. Normalt vækstreguleres træerne for at sikre, at afstanden mellem grenkransene højst bliver omkring 30 til 35 cm. I år ses træer, hvor afstanden er mindre end normalt.

"Den effekt af tørken er faktisk en fordel, da den korte afstand mellem grenkransene gør træerne mere værd", siger Michael Rodding.

Faktaboks

Tørke- og 
varmeskader

Skaderne efter manglende nedbør og høje temperaturer kan deles op i to typer:

  • Døde træer
  • Træer, hvor kvaliteten er påvirket ved at sideskuddene eller de nye nåle er underudviklede og blevet for korte, eller hvor de gamle nåle er blevet gule og faldet af inde ved stammen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle