Theilgaard: Kloden er en brændende platform

Jorden kan leve uden os, men vi kan ikke leve uden jorden, sagde Jesper Theilgaard, der varslede enorme klimaforandringer.

Det var ikke just beroligende ord, der lød fra meteorolog Jesper Theilgaard, på økologikongressen i Vingsted onsdag morgen.

»Den gode historie er, at vi ved, hvad der skal til for at reducere udslippet af drifhusgasser. Problemet er, at vi har meget svært ved at ændre vores adfærd, og derfor går det langsomt med at bremse klimaforandringerne«.

Ifølge Jesper Theilgaard stiger klodens temperatur, fordi der er for høje niveauer af klimagasser i luften, og tallet stiger. I 1958 var 315 ppm (milliontedele, red.) CO2 i forhold til luftmolekyler. I dag er det steget til 415, men det burde kun være 280 ppm. Derfor oplagres der energi i atmosfæren, og den globale gennemsnitstemperatur stiger dermed.

»Drivhuseffekten er nu så stor, at den giver så kraftig temperaturstigning, at vi er på tynd is. Temperaturen stiger væsentligt hurtigere, end forskerne har tænkt« sagde han.

Vejret bider sig fast

Danskere er vant til, at vejret skifter hele tiden. I fremtiden tyder det på, at varigheden af samme vejr vil være længere. Altså flere år som 2018, hvor varme og tørke bed sig fast og flere år som i år, hvor regnen ikke vil stoppe igen.

Det skyldes, at jetstrømmen, der oppe i atmosfæren skiller kold polarluft fra varmere luft, er blevet svagere. Det betyder også, at Arktis opvarmes hurtigere.

Derfor advarede han også mod, at man hæfter sig ved gennemsnitstal. De ser ikke så slemme ud, men de er gennemsnit af flere ekstremer.

»Der er nogen, der slår det hen i tilfældighed, men vi kan se, at tilfældighederne hober sig op år efter år«, sagde Jesper Theilgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle