Torben Povlsen: Hvorfor tøver Eva Kjer Hansen?

Er ministeren blevet bovlam, spørger næstformand for Centrovice, Torben Lyngsøe Povlsen.

Man skal altid tælle til 90 mandater. Så er der flertal i Folketinget.

Det har Torben Lyngsøe Povlsen gjort. Han undrer sig.

Den fynske landmand, der er næstformand Centrovice og primærbestyrelsesmedlem i L&F, påpeger, at der rent faktisk er 90 mandater bag den 16-punktsplan, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti blev enige om sidste efterår. De tre partier har godt nok ikke alene flertal - men Liberal Alliance stod udenfor, fordi de ville gå videre end VKO.

Så at få planen gennemført burde være en smal sag, mener Torben Lyngsøe Povlsen, der reagerer på, at Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, i dag, tirsdag, meldte, at de reducerede kvælstofnormer skal være afskaffet i 2017, hvis det står til Venstre.

"Den smalle venstre regering har ikke entydig opbakning til meget fra de andre partier i blå blok - på nær 16 punktplanen, hvor der var fodslag fra to andre partier og LA der ville mere, så lad os da få det igennem nu! Det kan simpelthen ikke vente, dagligt er der produktioner der stopper, det går ikke," påpeger Torben Lyngsøe Povlsen i en kommentar, han har sendt til LandbrugsAvisen.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skal ud af starthullerne, siger han.

"Hvad sker der i det nye super-ministerium (fødevarer og miljø), siden der ikke leveres?," spørger Torben Povlsen.

"Er ministeren blevet banket på plads af embedsmænd?? Blev den tragiske tur til EU omkring ammoniakreduktion startskuddet på en bovlam minister? Skal du, Eva Kjer Hansen, stå i front til det samme forfejlede miljøparadigme, som vi har oplevet tidligere? Eller vil du træde i karakter, og få ryddet op i alle de ubrugelige modelberegninger og forholde sig til virkeligheden - nemlig målinger og stop for punktforureninger fra bl.a. alle de kommunale overløb!"

"Så hvis ministeren er i tvivl om budskabet, så lyt venligst til din kollega i vækst og erhvervsministeriet Troels Lund Poulsen, Venstres egen landbrugs-, fødevare- og miljøordfører Erling Bonnesen, samt NNF-formand Ole Wehlast - bedre vilkår for landbruget nu!"

"Så kære minister, der er ikke tid til at slingre. Du er blevet chef for et ministerium der skal levere - lige som vi alle skal levere i vores virksomheder dagligt - overfor familien, medarbejderne og kreditorerne. Hvis vi ikke leverer, så bliver vi skiftet ud."

"Så herfra skal der lyde en opfordring til, at du får sat et hold af embedsmænd, der leverer resultater på den ønskede fornyelse af fødevare- og miljøpolitikken. Ellers må der nye koste til, for det går ikke at fortsætte ud af samme fejlagtige spor."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle