Tragisk ulykke: Klemt ihjel mellem to traktorer

Kom i klemme mellem en traktor og en bakkende kornvogn.

En 24-årig mand døde i går aftes efter at være kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke under høstarbejde ved Olsker på det nordlige Bornholm. Det oplyser Bornholms politi.

Manden blev sent i går tirsdag klemt mellem to traktorer. I første omgang blev han bragt til Bornholms Hospital. Derefter blev han fløjet til Rigshospitalet i København.

”Den unge mand afgik ved døden i går kl. 22.23 på Rigshospitalet,” oplyser vagtchef Alexander Voltov fra Bornholms Politi til Ritzau.

De pårørende er blevet underrettet.

Politi afventer bilinspektør
Tirsdag aften fortalte politiets vagtchef Michael Mortensen, at ulykken skete ved, at en traktor med en anhænger fuld af korn bakkede op mod en anden traktor, og at den unge mand samtidig kom gående mellem de to traktorer og blev klemt imellem dem.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvad der præcist skete i ulykken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle