Trods "historisk alvorlig krise" bakker storbank fortsat op om minkavl

Spar Nord afventer regeringens melding om kompensation og vilkår for minkavl i det nordjyske, men forventer fortsat at finansiere de udfordrede avlere.

Krisen i minkavl i Danmark er alvorlig, men Spar Nord bakker fortsat op om de af bankens kunder, der er pelsdyravlere.

Det melder Spar Nords kommunikationsdirektør Leif Lind Simonsen, dagen derpå at regeringen meldte, at over 1 mio. danske mink skal slås ned for at forsøge at begrænse spredningen af coronavirus.

"Vi tager situationen alvorligt, for det er en historisk alvorlig krise, som minkavlerne står i. Vi hæfter os ved, at man overvejer økonomisk kompensation til de, der er hårdest ramt af det her. Derfor kigger vi på, hvad der kommer af politiske tiltag for at komme avlerne i møde. Avlernes økonomiske udgangspunkt kunne have været mere fantastisk end det var, efter et par år med dårlige afregningspriser", konstaterer Leif Lind Simonsen.

Hvor Vestjysk Banks øverste direktør i forsommeren var ude at melde, at han og banken ikke længere turde tro på, at minkbranchen havde en forretningsmodel, der kunne holde i fremtiden, så er opbakningen anderledes kontant fra den nordjyske kollega og konkurrent.

Som bank venter Spar Nord ikke at blive påvirket af branchens økonomiske situation, idet udlån til pelsdyravl kun fylder omkring 0,1 procent af bankens udlån og garantier.

Branche kendt for op- og nedture

Hvor mange avlere, som banken har - og hvor mange af disse der nu om få uger vil stå helt uden avlsbesætning og dyr, ønsker bankchefen ikke at kommentere. Han understreger derimod, at Spar Nord forventer at fortsætte med at yde lån til pelsdyravl.

"Vi har på ingen måde opgivet erhvervet. Vi har været bank for mange af de her minkavlere i årtier, og branchen er kendt for op- og nedture. Der har vi også tidligere undervjs fundet gode løsninger, hvor man ar hjulpet hinanden godt igennem krisen", siger han og tilføjer:

"En del minkavlere er jo så ikke kun afhængige af minkavl, men har også et andet indtægtsgrundlag ved siden af, enten andet dyrehold eller andet landbrug".

Kommer alle avlere igennem den her situation eller vil nogle falde fra?

"Det tør jeg ikke sige noget om. Den store ubekendte er, hvilken kompensation der bliver. Før det er afklaret, er det ikke seriøst at kommentere"

Vil I også låne penge ud til genetablering af avlsbesætninger?

"Det har vi endnu ikke nogen holdning til. Vi mangler tydeligere signaler fra myndighederne på, om det kan blive et bæredygtigt erhverv igen. Det hele afhænger af, hvordan man vælger at håndtere coronasituationen set fra minkavlernes perspektiv - altså hvor besværligt kommer det til at være minkavler i en verden, hvor corona fylder rigtig meget", siger han og tilføjer: 

"Men vi har ikke opgivet erhvervet. Indtil videre har vi tiltro til, at vi også kan komme gennem den her krise".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle