Tyske mælkeproducenter demonstrerer over for lave mælkepriser

Den tyske konkurrencestyrelse må gribe ind og sikre, at mælkeproducenter får deres del af prisstigninger på mælken, mener demonstranter.

Tyske mælkeproducenter står for svagt i forhold til deres mejerier.

Det mener mælkeproducenternes fælles forening, BDM, der torsdag arrangerede demonstration foran det tyske Bundeskartellamt, Konkurrencestyrelsen, i Bonn. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA og flere nationale medier, herunder Handelsblatt.

Foreningen og de medlemmer, der demonstrerede, er utilfredse med, at en række mejerier de seneste måneder ikke har sat deres mælkepriser op, selv om mejerimarkederne er tordnet opad.

I en erklæring opfordrede Elmar Hannen, der er administrerende direktør i BDM derfor konkurrencemyndighederne til at undersøge sektoren for, om mejerierne udnytter deres magt uretmæssigt.

Han påpegede, at mælkeproducenterne mærker stærkt stigende udgifter og at mælkepriserne langt fra kan følge med at betale udgifterne. Flere af demonstranternes slagord anklagede direkte mejerierne for at være skyld i landmændenes underskud på bedrifterne.

Bundeskartellamt har tidligere ved flere lejligheder beskæftiget sig med mælkemarkedet. Senest i 2017 greb konkurrencevagthundene ifølge de tyske medier ind over for de alt for lange opsigelsesfrister i kontrakterne mellem mælkeproducenter og mejerier, ligesom også eksklusivitetsklausulerne i de kontrakter, der var almindelige på det tidspunkt, fik en påtale.

Arla er blandt de største mejerier på det tyske marked, men har hævet mælkeprisen også til de tyske andelshavere, talrige gange i år. DMK, Deutsche Milchkontor er landets suverænt største selskab og også et andelsselskab, men det store broderland tæller langt flere mindre private og andelsejede mejerier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle