Tyskland: Høje omkostninger dæmper interessen for at opfede smågrise

Tyske slagtegriseproducenter er nølende med indkøb af smågrise. Det er en af årsagerne til, at noteringen for smågrise ikke flytter på sig.

Den tyske VEZG-smågrisenotering er igen landet på 446 kroner for en smågris på 25 kilo. Dermed er der igen stilstand for noteringen, der ellers har været i hopla tidligere på året.

Den manglende prisstigning kan undre på en tid af året, hvor der normalt ses prisstigninger på smågrise, men Danske Svineproducenter melder, at mange tyske slagtegriseproducenter ikke mener, det for tiden kan betale sig at købe smågrise ind, fordi de har udsigt til høje energi- og foderomkostninger.

Det er ikke kun i Tyskland, at markedet er afventende. Det samme er tilfældet i Danmark, mens der er en noteringsmæssig tilbagegang på 82 kroner for smågrise de seneste fire uger i Holland.

Skal der fremgang til igen, så kræver det, at slagtegrisene igen stiger i pris.

- Derfor er det nødvendigt, at den tyske slagtesvinenotering, som ledende grisenotering i Europa, snart begynder at stige igen. Det fine vejr giver anledning til lidt optimisme, men indtil videre resulterer den stigende efterspørgsel efter grillartikler ikke i markante prispositive impulser på kødmarkedet. Men det kan ændre sig hurtigt i den nærmeste fremtid, anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle