Undersøgelse: Handel med svin gav spredning af MRSA

Et nyt studie viser at handel med svin og tre typer særlige antibiotikaresistente bakterier er også til spredning af husdyr-MRSA.

Det var handel med svin og tre særlige antibiotikaresistente bakterier, der var årsagen til, at husdyr-MRSA, også kaldet svine-MRSA, kunne sprede sig til nærmest alle afkroge af Danmark på en ganske kort årrække.

Det skriver Politiken på baggrund af et nyt studie, som forskere fra Statens Serum Institut og Danmarks Tekniske Universitet har offentliggjort i dag tirsdag i det videnskabelige tidsskrift mBio.

Særligt tre undertyper af husdyr-MRSA var blevet modstandsdygtige over for de forskellige former for antibiotika, der hyppigst bruges til behandling af sygdomme i danske svinebesætninger.

Det gjorde, at bakterierne fik lettere ved at overleve og smitte andre svin. Derudover har handel med og transport af svin spillet en stor rolle i spredningen af husdyr-MRSA.

Studiets resultater er på den ene side interessante, men på den anden side rystende, mener professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos.

"Det er det, vi har sagt i årevis, og vi er bare blevet modsagt og modsagt og modsagt. Og nu kommer de og siger nøjagtig det samme. Jeg kan ikke engang sige, at jeg er glad over resultatet. Jeg er faktisk ked af, at vi har fået ret", siger Hans Jørn Kolmos til Politiken.

I 2008 var 3,5 procent af danske svinebesætninger smittet med bakterien.

I 2014 var det tal pludselig steget til 60 procent. Husdyr-MRSA - eller MRSA CC398, som den også kaldes blandt fagfolk - er ikke farlig for svinene og i udgangspunktet heller ikke for mennesker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle